Her er Sundhedsstyrelsens 11 corona-bureauer

Peter Engholm,
journalist

Op mod 11 bureauer bistår Sundhedsstyrelsen med at kommunikere om coronavirussen. Og nu kommer en bred kommunikationsindsats i udbud.

Med en pandemi og et lukket land er det næppe for svulstigt at konstatere, at kommunikationen fra myndigheder aldrig har været vigtigere de seneste 75 år.

Sundhedsstyrelsen med direktør Søren Brostrøm i front står centralt placeret i denne indsats. Styrelsen har et sekretariat, der blandt meget andet håndterer kommunikation, og derudover har man allieret sig med et særdeles bredt felt af bureauer til at bistå sig med eksempelvis rådgivning og formidling.

Kommunikationsbureauet Advice er blandt Sundhedsstyrelsens bureaupartnere. Det fremgik allerede for halvanden måned siden, da fire PR-eksperter bedømte den indledende corona-kommunikation. I den forbindelse erklærede Advice-direktør Mille Klink sig inhabil, da Søren Brostrøms formidling skulle bedømmes.

Siden kom Advice i vælten, da prislappen på to video-interviews med selvsamme Brostrøm blev offentliggjort; 135.000 kr. Og kort efter blev IUM fremhævet i forbindelse med et interview i Soundvenue, som Sundhedsstyrelsen havde sponseret. Her var prisen i øvrigt 119.000 kr.

Læg dertil 9 andre bureauer, og du har hele listen med dem, som Sundhedsstyrelsen har samarbejdet med i forbindelse med kommunikationsindsatsen om coronavirus:

  • Advice
  • Orchestra
  • IUM
  • E-types              
  • Diction
  • Semantix
  • Rosendahls
  • Kadaver
  • Benjamin Creative
  • Ferdio
  • Megafon

Sundhedsstyrelsen har i sit svar på Bureaubiz’ spørgsmål talt alt med, som kan gå under bureau-betegnelsen – herunder også oversættelsesbureau og analysebureau. Der er blevet krydset af i mange felter, med både PR, kreativitet, design, infografik og hele to mediabureauer. Af de mere gængse bureautyper kigger man umiddelbart forgæves efter et regulært digitalbureau.

Nogle af bureauerne er eksisterende samarbejdspartnere, hvor opgaver i forbindelse med kommunikationsindsatsen om coronavirus er tæt forbundet med de opgaver, som de i forvejen løser for Sundhedsstyrelsen.

Det gælder E-types, der står for udarbejdelsen af Sundhedsstyrelsens grafiske linje, IUM (medieindrykninger) og Rosendahls (tryk og distribution).

Andre bureauer er valgt særligt til COVID-19-kommunikationen. Sundhedsstyrelsen understreger, at det har været en særlig situation, hvor der ikke har været tid til – og mulighed for – at tilrettelægge en tilbudsindhentnings- eller udbudsproces.

Her er en række bureauer blevet udvalgt på baggrund af enten tidligere eller nuværende samarbejder samt kendskab til løsning af lignende opgaver.

Udbud på vej
På det seneste har det igen været muligt at gennemføre en tilbudsindhentning, oplyser styrelsen, og denne praksis fortsætter.

Sundhedsstyrelsen er netop nu i gang med at forberede en udbudsproces, som omfatter opgaven med den brede befolkningsrettede kommunikationsindsats om coronavirus.

Dette udbud forventer styrelsen at kunne offentliggøre inden for de allernærmeste dage.