Sune Bang: Vi lukkede på det helt rigtige tidspunkt

Søren Thure Milkær,
journalist

Der var flere andre modeller til diskussion i partnergruppen, før det endte med en lukning af Kommunikationsbureauet København, fortæller Sune Bang i et interview med Bureaubiz, hvor han også løfter sløret for, hvad der tappede ham selv for energi til sidst. 

De mødes stadig, de er stadig venner, og de arbejder også sammen på forskellige projekter, de tre ekspartnere på Kommunikationsbureauet København, strategen Sune Bang og den kreative duo Olof Stenström og Tobias Rosenberg.

“Skulle vi starte et digitalt bureau? Et SoMe-bureau? Hente et par nye folk ind? Vi kunne bare mærke, at det ikke rigtig tændte os, og vi kom frem til lukningen som en fælles beslutning. Vi startede bureauet sammen, og vi lukkede det sammen”

To af dem har ændret deres aktuelle jobbeskrivelse til ”selvstændig kommunikationsrådgiver”. Den tredje står stadig som ”owner” af bureauet, men det er nok mest et tegn på, at der er vigtigere ting i verden for et kreativt hoved end at holde sin LinkedIn-profil opdateret. Bureauet lukkede trinvist i løbet af efteråret 2018, hvor kunder og de tilbageværende medarbejdere er blevet sendt videre til andre samarbejdspartnere og legekammerater i god ro og orden.

For Sune Bangs vedkommende er de stilfulde lokaler med mørke træpaneler i Rosenborggade midt i København indtil videre skiftet ud med en hjemmearbejdsplads. MacBook på et stort sort spisebord i et nyrenoveret baghus på Østerbro. Og der er nok at lave, faktisk nærmest travlt, både med egne ting og et par projekter med Stenström og Rosenberg.

”Det er fint nok her og nu, men først og fremmest er jeg godt tilfreds med at være et sted i livet, hvor verden er åben og ikke lukket”, siger han og konkluderer, at det var den rigtige beslutning at lukke bureauet helt.

”Vi har jo været både venner og kolleger i 20 år, så vi har brugt ekstremt mange timer sammen, hvor der ikke har været tid til at forfølge andre dele af livet. Det kan man godt blive lidt slidt af. Vi nåede aldrig til et punkt, hvor det var grelt, men hvis vi var fortsat 5-10 år mere, kan det da godt være, at det var endt der, hvor det ikke havde været sjovt. Du ved dér, hvor man pludselig synes, at en af de andre drikker vand på en enormt irriterende måde.”

“Jeg har altid haft ekstremt svært ved at forstå ideen med sociale medier rent kommunikationsmæssigt. Har heller aldrig været på Facebook, hvilket også var en stående joke på bureauet til sidst.”

Beslutningen om at lukke Kommunikationsbureauet København blev endelig truffet efter en periode, hvor forskellige andre løsninger havde været vendt i partnergruppen.

”Det var en dialog og en proces på et års tid. Der var ikke nogen af os, der på forhånd havde en plan om, at vi skulle lukke bureauet. Der var bare en masse følelser og begyndende interesser for måske at lave noget andet. Vi overvejede og diskuterede forskellige andre løsninger undervejs. Skulle vi starte et digitalt bureau? Et SoMe-bureau? Hente et par nye folk ind? Vi kunne bare mærke, at det ikke rigtig tændte os, og vi kom frem til lukningen som en fælles beslutning. Vi startede bureauet sammen, og vi lukkede det sammen,” siger Sune Bang og fortsætter:

”Vi mødtes en aften, kiggede hinanden dybt i øjnene og spurgte os selv, hvad der egentlig gjorde os lykkelige. Dér var det, som om låget kom af. Vi fik sagt det til hinanden: ’Okay, det kan faktisk godt være, at der er noget andet end Kommunikationsbureaet København’. Det var fedt, fordi vi var sammen om at nå til den erkendelse. Jeg bidrog ikke med mere end 33 %.”

Fællesnævneren for treenigheden Bang, Stenström og Rosenberg var altså, ifølge førstnævnte, en gryende lyst til at udforske mere af livet end hverdagen på et bureau. For Sune Bang var der også en anden faktor, som gav ham mindre lyst til at fortsætte.

”Jeg har altid haft ekstremt svært ved at forstå ideen med sociale medier rent kommunikationsmæssigt. Har heller aldrig været på Facebook, hvilket også var en stående joke på bureauet til sidst”, siger han med et skævt smil.

”Jeg forstår simpelthen ikke værdien af massivt tidsspilde med fokus på indadvendte, og ofte ekstremt kunstige, ting. Brugen af sociale medier er ved at modne lidt nu, men jeg synes, vi har brugt alt for mange møder de seneste år på at tale om alle mulige nye muligheder i nye medier. I stedet for at tale om relevans for kundens forretning og substans og holdning i kommunikationen. Der er ingen tvivl om, at den udvikling har betydet noget for min energi, for jeg føler mig dum, når jeg skal bruge tid på medier, som reducerer indhold til noget overfladisk.”  

Svadaen mod de sociale medier bliver afleveret med let hævet stemme, øget tempo og et par bank i det sorte spisebord. Et ord som influencers bliver afleveret med afsky, og han er ikke færdig endnu:

”Tomme kalorier! Det lyder måske helligt, men jeg har altså sagt det hele vejen igennem. Også mens det ikke var særlig populært at sige det. Og der er jo nærmest ingen marketingchefer i dag, som tør sætte spørgsmålstegn ved ugens nye forkortelser fra mediebureauet eller ved de parametre, de måler på lige nu. Delinger, likes, fans og alle de andre vanity metrics. Er det ikke et fantastisk ord?”

“Vi taler enormt meget med kunderne om deres purpose, men hvad med vores eget som kommunikationsfolk? Den diskussion synes jeg slet ikke, vi har nok.”

Heldigvis er det ikke sorte SoMe-skyer og tomme kalorier det hele, langt fra, understreger Sune Bang.

”Der er jo ’purpose’ alle steder i dag, og det er noget af det fedeste, der er sket for kommunikationsbranchen de seneste år. Der er heldigvis flere og flere kommercielle virksomheder, som bruger deres stemme til at flytte noget samfundsmæssigt”, siger Sune Bang med tilfredshed og konstaterer, at dén udvikling passer meget godt med de tre partneres oprindelige programerklæring, da de stiftede deres nye bureau i begyndelsen af 2009: langsigtet påvirkning af samfundet.

Boet efter det nu lukkede bureau indeholder da også en perlerække af markante holdningskampagner og ngo-projekter, blandt (mange) andre Danmarks Indsamling, Folkebevægelsen mod Ensomhed, Menneskebiblioteket (et koncept, hvor man kan låne et menneske, der fortæller sin historie og deler ud af sine erfaringer) og debatformen Frirummet, der handler om at lytte til modpartens argumenter og finde rum for fælles løsninger.

Nå ja, og en enkelt løftet pegefinger fra Sune Bang:

”Vi taler enormt meget med kunderne om deres purpose, men hvad med vores eget som kommunikationsfolk? Den diskussion synes jeg slet ikke, vi har nok. Jeg kan som kommunikationsmand skabe både indignation, holdninger og eftertanke, så vi for eksempel begynder at diskutere, om det måske har noget med klimaet at gøre, at vi havde en ualmindelig varm sommer. I stedet for bare at gå rundt og synes, det er dejligt, at solen skinner. Kommunikation er et sindssygt magtfuldt værktøj.”