Sidste år fejrede app-bureauet Shape sin 10-års fødselsdag med et kanonregnskab, og vi portrætterede bureauet og dets fire partnere/stiftere.
Men der stoppede de ikke.
Shape har netop afleveret et regnskab for 2020, der er mindst lige så godt, og kigger man længere tilbage, så er bureauet tæt på at være blevet 8-doblet siden 2015. Hertil kommer, at bureauet ikke bare er vækstet – de øvrige nøgletal ligger også i den rigtig gode ende.
Derfor kan man sige, at bureauet i dag er stemplet ind i en lille og eksklusiv klub af meget succesrige bureauer, hvor nogle af de fremmeste eksempler i de senere år har været Wunderman, Magnetix/Isobar og Hjaltelin Stahl.
Skal man sætte nogle tal på Shapes performance, så voksede bureauet med ca. 20 mio. kr. i 2020 og siden 2015 er man vokset med mindst 10 mio. kr. hvert år – fra ca. 12 mio. kr. til ca. 93 mio.
Når det gælder overskudsgraden, så var den i 2020 på 19,7 og gennemsnittet siden 2015 er på imponerende 25.
Bruttoavancen pr. medarbejder har de sidste tre år været omkring 1 mio. kr.
Shape blev stiftet i 2010 af fire personer, der holder sammen den dag i dag: Christian Risom (CEO), Nicolas Linde (CDO), Ole Gammelgaard (CTO) og Philip Bruce (CTO).
De var tidligt ude med deres fokus på apps. I 2009 begyndte man at se konturerne af det nye marked, og Shapes første kunde var Fitness World, der fik lavet en app som supplement til holdbookingen. Siden er appen blevet den primære måde, medlemmerne interagerer med Fitness World på, og Fitness World er fortsat kunde hos Shape.
Det har haft sine fordele at være blandt first moverne på et marked. Shape-partnerne kunne selv skrive reglerne, og dem har de holdt fast i. Det gælder f.eks. ingen ekstra led – såsom projektledere – mellem dem, der eksekverer, og kunden. Eller gratis arbejde i håb om at få opgaver, Desuden har man arbejdet med en fixed price, så hvad der måtte komme af udfordringer undervejs, bliver lagt på bureauet.
Men når det er sagt, så er der bestemt skete store forandringer på bureauet. Det gælder dels nye forretningsområder – men i høj grad også involveringen af nye centrale personer.
2020 blev således året, hvor et nyt ledelsesteam blev sammensat.
Den nye ledelse i Shapes konsulentforretning består af Kristian Duvald Friis som managing director, Allan Aurelius som creative director og Søren Ulrikkeholm som operations director. Det nye team sikrede i løbet af 2020 en lang række nye kunder til Shape inden for alt fra mediebranchen til healthcare-industrien.
“Vi har igennem året 2020 oplevet en stadigt stigende efterspørgsel – nationalt som internationalt – for at kunne træde ind i en virksomhed og hjælpe med at tilsikre dem en markedsledende digital position på mobiltelefonen. Det er både eksisterende kunder, som har set effekten af kanalen, til enten at løfte omsætningen eller tilsikre kundefastholdelse, samt en række nye kunder som bidrager til dette,” siger Kristian Duvald Friis.
Kristian Duvald Friis
Nøgletal for Shape
- Bruttoavance 93,269 mio. kr., +27,7 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 981.782 kr., -1,9 pct.
- Lønandel 60,1 (56,4)
- Resultat før skat 18,348 mio. kr., +6,6 pct.
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz