Af Emil Nørlund emil@bureaubiz.dk
Filmplakaten til den nye kortfilm, Walter & Alma, der er skrevet og instrueret af Thomas Levin - og er faciliteret af Microsoft.

Bureaubiz har været forbi Marvelous og høre om kortfilmen Walter & Alma, som Thomas Levin netop har udgivet med Marvelous som bureau og Microsoft som diskret afsender. Filmen er samtidig Levins debut som filminstruktør.

Det er sen eftermiddag og stemningen er høj på Marvelous, da Bureaubiz rammer det reklamebureauets matrikel i indre København.

Der er bobler i glassene, glimt i øjnene og rødmossede kinder – som nok både skyldes solen, boblerne – men også udelt begejstring.

Begejstringen skyldes, at det netop er blevet offentliggjort, at kortfilmen bag kampagnen Walter & Alma, som bureauet har arbejdet på i snart et år sammen med Microsoft, lige er blevet udvalgt til visning og konkurrence på Odense Filmfestival.

”Ud af 2538 indsendelser er der blevet udvalgt 103 kortfilm – og Walter & Alma er en af dem” fortæller Henrik Seeward, som er account director på Microsoft, tydelig stolt.

Du kan se traileren for kortfilmen, der har Kim Bodnia i en af hovedrollerne her:

Udfordrende produkt
Det er et år siden, at projektet, der nu er udmundet i Walter & Alma, startede. Det var ikke fordi det fra starten lå i kortene, at Marvelous skulle lave denne kampagne for Microsofts Office 365 – og slet ikke, at det skulle være en 30-minutter lang film. Langt fra.

Microsoft havde fra starten udfordret Marvelous til at komme op med nye innovative, anderledes og indsigtsbaserede ideer som de to parter ville kunne arbejde videre på i fællesskab.

Mikkel Stig Christensen, der er creative director på Marvelous, fortæller om bureauets indledende udfordringer omkring opgaven.

”Det var faktisk lidt af en hård nød at knække. Det er jo en kæmpe udfordring at sælge et produkt, der på en måde er så uhåndgribeligt og komplekst. Office 365 kan umanerlig mange ting, men hvordan fortæller man lige det, uden at overvælde folk med en opremsning af specifikationer?”.

Glade Marvelous folk, der har arbejdet på kampagnen for Microsoft, der er resulteret i kortfilmen Walter & Alma, hvis filmplakat kan anes i baggrunden. Fra venstre: Creative director Mikkel Stig Christensen, creative director Cris Anthony Hödar, nordic managing director Christian Strand samt account director Henrik Seeward.

Idéen om en brand-løs film
Selvom der blev tænkt så det knagede i Marvelous’ indledende idéudviklings-runder, var de første idéer bureauet præsenterede for Microsoft ikke helt i tråd med det, som firmaet gerne ville kommunikere om Office 365.

Henrik Seeward fortæller:

”Vi præsenterede Microsoft for to eller tre ideer som de kunne lide, men ikke helt følte havde den rigtige vinkel ind til den problematik de ville løse. Til mødet pointerede Microsofts team vigtigheden af, at ideen skulle tydeliggøre de mange muligheder for samarbejde som Office 365 åbner op for”.

Efter mødet mellem Marvelous og Microsoft opstod idéen om at lave en 30 minutters kortfilm, der ikke indeholdt hverken brand eller produkt, som indirekte skulle vise hvad Office 365 kan.

Mikkel fortæller om baggrunden for løsningen:

”Grundlæggende kom ideen fra at se kreditruller. Det er jo ikke ualmindeligt, at spillefilm har mere end 500 personer, der arbejder på et projekt. Det er mange mennesker, der har brug for at kommunikere og samarbejde effektivt igennem en længere periode.  Så vi tænkte – hvilken bedre måde er der for at bevise styrken og fordelene ved Office 365, end ved at lave vores egen film?”

Han fortsætter:

”Vi afholdt mange møder i workshop-format sammen med Microsoft, hvor vi finpudsede ideen og diskuterede de mange forskellige veje man kunne gå med en film. Til sidst blev vi enige om, at det var en kortfilm vi skulle gå for – og at vi virkelig gerne ville have Thomas Levin involveret i projektet”.

Sara Høyer Kragelund, Marketing & Communications Manager for Microsoft, fortæller over en telefon om kundesidens syn på idéen om et ikke-branded filmeksperiment:

”Vores mål var at finde en god måde at vise værdien af Office 365, på en interessant og engagerende måde. Derfor synes vi, at det var en stærk idé at give et filmhold helt frie hænder i skabelsen af en film, men med det benspænd, at de skulle bruge Office 365 som deres samarbejdsværktøj i alle dele af den kreative proces. For os har det også været et eksperiment at se hvordan Office 365 kunne hjælpe det kreative team i deres samarbejde om et så stort projekt”.

Still fra Walter & Alma. Her unge Frida Luna Roswall Mattson, der spiller overfor Kim Bodnia.

Udfordring på fire måneder
Microsoft og Marvelous endte med at blive enige om, at filmopgaven skulle udformes som en udfordring til Thomas Levin, som med hjælp fra Office 365, skulle lave sin første kortfilm inden for  en periode på kun fire måneder.

Thomas Levin har tidligere skrevet flere succesrige teaterstykker og vundet en Reumert for ’årets dramatiker’ samt priser som skuespiller – men han har aldrig instrueret film.

Hvorfor valget netop faldt på, at det skulle være Levin, der skulle have denne film-udfordring, fortæller Mikkel Stig Christensen:

”Thomas kan noget særligt. Vi havde jo ikke noget, der lignede en Hollywood-produktions budget, så det var vigtigt at få den helt rigtige manusforfatter og instruktør med fra starten. Thomas’ erfaring fra teatret gør, at han med få meget præcise virkemidler formår at skabe unikke relationer mellem karakterer.”

Levin fik frie hænder til at lave præcis den film han ville, men undervejs i forløbet bistod Marvelous’ kreative team dog med løbende sparring.

Du kan se en video, hvor Levin fortæller om processen bag filmen her:

Underholdning, ikke reklame

En af de aspekter ved Walter & Alma, der er bemærkelsesværdig i reklame-øjemed, er, at der ikke er eneste produktskud eller markante sign-off fra Microsoft i filmen.

Om baggrunden for det valg, fortæller Creative director, Cris Anthony Hödar:

”Det vi har gjort er ikke helt ulig med det som Netflix, RedBull eller for den sags skyld Michelin gør med deres mad-guide. Den store forskel er at brand og produkt helt er pillet væk fra det stykke content, der er kampagnens omdrejningspunkt – selve filmen.”

Cris fortsætter:

”Når vi ikke klistrer filmen til med alle mulige logoer og product placement, så kan publikum tage filmen ind og vurdere den som underholdende filmkunst på lige fod med andre kulturprodukter – og ikke vurderet ud fra reklame-præmisser”.

Still fra Walter & Alma. Frida Luna Roswall Mattson spiller Alma.

Konvertering uden afsender
Set udefra kan man studse lidt over, hvad Microsoft, på bundlinien, får ud af en så ikke-branded film.

”Formålet med filmen har hele tiden været at give Thomas Levin helt frie rammer til at realisere sin idé. Med afsæt i filmen kan vi følge op med relevant content som viser, hvordan Office 365 har faciliteret samarbejdet og tilblivelsen af filmen og på den måde sætte vores produkt i spil på en måde der giver mening for forbrugerne”, forklarer Microsofts Sara Høyer Kragelund.

Signe Toftegaard Møller, marketingdirektør i Microsoft Danmark, uddyber:

”Kampagnen har været et eksperiment fra vores side, hvor vi ikke stod med en ROMI (Return Of Marketing Investment red.) beregning inden projektets start.  Vi gik ind i det uden at kende udfaldet, men med en agil tilgang til storytelling omkring, hvordan filmen blev skabt.

Signe fortsætter:

“Vores forhåbning var, at filmen blev så god at den ville skabe en platform til at fortælle om Office 365 som samarbejdsværktøj. Denne tilgang afspejler vores generelle marketingstrategi om at eksperimentere og sætte en masse skibe ud, og dem der får vind i sejlene skalerer vi så bedst muligt.”

Hele filmen om Walter og Alma blev udgivet i går og du kan se den kvit og frit her.

Har du en kommentar om filmen eller om unbranded content – så skriv i kommentarfeltet nedenfor.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ daglige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev