I mandags lancerede Bianco en ny kampagne og kampagnefilm, Hate is so 2018, hvor en efter sigende alvidende AI-intelligens udpeger had som årets store trend og opfordrer til, at man begynder at hade alt.
Du kan se Hate is so 2018 her:
Efter at vi på Bureaubiz så Hate is so 2018-filmen var vi fascinerede, men også forvirrede. Derfor fangede vi Thomas Hoffman, stifter og partner i &Co., der er bureauet bag, for at blive klogere på kampagnen.
Hvad er indsigten bag Hate is so 2018 kampagnen?
”Som fashionbrand lever Bianco af at kigge fremad mod nye trends – og brandet er ikke bange for at forholde sig til mere end bare hadet mod brune, sorte, hvide, gule eller røde sko. Vi ser en støt stigning i forhold til online trolling og manglende etikette i forhold til hvad, man deler om andre eller siger til hinanden online. Det foregår på mange niveauer og kan hurtigt blive til hadefulde kommentarer eller tanker, som ikke kun udspiller sig på nettet. Med denne kampagne sætter vi hadet på spidsen, så forhåbentlig hverken store eller små haters kan frasige sig at blive ramt.”
Hvorfor skulle der en AI-humaniod med i kampagnen?
”Stort set ingen mennesker kan sige sig fri for, at have hadet bare en lille smule. Enten på en kollega. En ven eller veninde, en chef eller bare én man er uenig med på nettet. Men i forhold til had er AI uskyldsren – AI hader ikke. Men alligevel er AI noget mange frygter. En frygt der f.eks. går på, om kunstig intelligens overtager vores jobs.”
Thomas Hoffman, som tydeligvis er Star Wars-fan, fortsætter:
”Og som Yoda siger til Luke Skywalker: Fear is the path to the dark side. Fear leads to anger. Anger leads to hate, and hate leads to suffering. Med andre ord kan frygten for det ukendte tit optræde eller tage form som had. AI er ukendt og bliver derfor også ofte lagt for had. Af den grund var det et naturligt og visuelt appellerende valg at anvende en humanoid, Mary, som et ultimativt symbol på det ukendte og bruge hende som trendforecaster for 2018.”
Bureaubiz har også talt med head of retail hos Bianco, Karina Stokholm, for at forstå hvad skokæden vil opnå ved at være afsender på den øjenbrynløftende had-kampagne.
Hvad er målet for Bianco med Hate is so 2018 kampagnen?
“Det primære formål med kampagnen er i høj grad at skabe awareness ved at sætte fokus på et yderst aktuelt emne i nutidens samfund. Selvom vi lever af at sælge sko, mener vi ikke, at det fratager os retten til at tale om vigtige emner i samfundet – som sagt har vi en mening om andet end blot mode. Derfor handler kampagnen om en tendens i nutidens samfund, som vi alle sammen er en del af og spiller en rolle i – også selvom man er et sko-brand. Vores håb er, at kampagnen fremhæver det absurde i, hvor omfattende had-problemet er blevet, og forhåbentlig kan det skabe en form for modreaktion eller i det mindste lidt større eftertanke.”
I kampagnen opfordrer I også folk til at hade Bianco. Er det så også okay hvis Hate is so 2018 bliver en kampagne som folk vitterlig hader?
”Vi inviterer netop folk til at hade kampagnen – vi skal hade had for at sætte en stopper for den triste tendens i samfundet. Hvis folk hader kampagnen må det betyde, at den har vækket nogle stærke følelser i dem. Det er vores naive håb, at det kan medføre, at folk tænker sig om en ekstra gang, inden de siger eller skriver en negativ kommentar.”
Hvordan skal had få folk til at købe flere af jeres sko?
”Vi forventer ikke, at en imagekampagne vil kunne ses direkte på salget i vores butikker og online. Derimod er målet at skabe en plads til Bianco i forbrugernes bevidsthed – en plads som et brand, der tør sige vores mening og har noget på hjertet ud over at sælge sko. Denne bevidsthed omkring Biancos identitet vil muligvis på sigt betyde, at forbrugerne tænker på Bianco, når de mangler et par nye sko.”