Bording foretager sit niende opkøb på otte år

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Bording Danmark køber et lille bureau i København, hvor man ser et potentiale inden for især kultur- og fritidsområdet.

I januar købte Bording digitalbureauet Thomsen&Co, som var det 8. opkøb på otte år. Nu har man så købt det niende bureau på otte år, som er det grafiske bureau Formegon, der har Günther Lindahl og Lars Pedersen som  partnere. Bureauet havde sidste år en bruttofortjeneste på 3,6 mio. kr. og har seks medarbejdere, som alle fortsætter i Bording Danmark, når overtagelsen træder i kraft den 1. september. 

Formegon har til huse i Idrættens Hus i Brøndby, og vil blive boende der. Særligt i idrættens verden er der et stort potentiale, skriver Bording i en pressemeddelelse.

Adm. direktør i Bording Danmark, Steen Rocatis, uddyber:

”Vi ser virkelig frem til, sammen med Formegon, at skabe værdi for kunderne. I Bording Danmark er vi specialister i at hjælpe vores kunder med at nå ud til deres kunder. Sammen kommer vi blandt andet til at løse opgaver inden for hvervning af medlemmer, markedsføring og kampagner på kultur- og fritidsområdet.”

Siden fusionen mellem Bording A/S, Bording Instore og BordingPro i 2018, hvor Bording Danmark blev etableret, har der været fire opkøb: Aros Kommunikation, Eletroluma, Thomsen&Co, og nu Formegon. Før fusionen var man allered i gang med opkøb, og med købet af Formegon, er det det niende opkøb på otte år. 

 Desuden ejer Bording Danmarks moderselskab en andel af det digitale bureau, Nordlid.