Nomineret bureau siger nej til næsten hver femte kundehenvendelse

Peter Engholm,
journalist

Poetype har de seneste år takket nej til 19 pct. af de virksomheder, der har henvendt sig. Bureaustifter Oliver Seiffert fortæller også om vækst og om beslutningen om at udvide fra e-mail marketing til paid social. Bureauet var nomineret til Bureaubiz’ pris: Årets Bureau

Bureaustifter Oliver Seiffert beskriver Skanderborg-baserede Poetype som det største bureau blandt bureauer, der udelukkende har e-mail marketing på hylderne. Det er i sig selv en præstation. Men afsættet her er bureauets nominering til Årets Bureau, en ny pris stiftet af Bureaubiz. Prisen, der blev uddelt for nylig, hylder bureauer, der har skabt dokumenteret vækst, haft en robust økonomi og udviklet deres forretning og faglighed.

Det er seks år siden, at Oliver Seiffert – og en ven, der siden blev købt ud – stiftede Poetype. I fem år koncentrerede bureauet sig om én ting, e-mail marketing.

”Mit råd til andre bureauer er det, vi selv har fulgt: Få styr på kerneforretningen, kapaciteten og fakturérbarhed, før du eventuelt udvider. Vi var blevet de største på rendyrket e-mail alene, så hvad skulle der nu ske? Dét marked er ikke stort alene. Omvendt er vi ikke de største, hvis vi går ind på paid social, så dét tilløb tog lang tid. Vi skulle finde kapaciteten,” siger Oliver Seiffert og tilføjer:

”Kombinationen af paid social og den rette strategiske tilgang er dér, hvor væksten ligger for vores kunder – og dermed også for os.”

800 dage. Det er kundernes gennemsnitlige levetid hos Poetype, og bureauet sigter mod 1200-1400 dage. Ikke ved længere bindinger, for dem er der ingen af, men ved vedvarende at få kundernes forretninger til at vokse.

Når relationen desuden er nøje udvalgt, så øger det sandsynligheden for at holde i længere tid. Det lyder som en sætning fra en parterapeut, men tager afsæt i et andet tal fra bureauet:

19 pct. I løbet af de seneste år har Poetype takket nej til næsten en femtedel af de virksomheder, der henvendte sig.

”Vi indgår ikke i ethvert samarbejde. Der kan være mange grunde til at takke nej – kundens offer eller marked, ressourcerne, økonomi i forhold til forventninger, værdier, kultur. Men det handler mest om, hvis kunden tænker kortsigtet eller ikke er gearet til, at vi kan booste væksten. Vi vælger kunder, som vi kan skabe værdi for,” siger Oliver Seiffert og tilføjer:

”Vi analyserer virksomhedernes forretning, og vi deler denne analyse – også med dem, vi takker nej til. Vi rådgiver dem gerne, og det kunne være, at de vender tilbage i form af et bedre match.”

På jeres site fremhæver I fire principper; Proaktivitet, Øjenhøjde, Now og – som nr. 1 – Ærlighed. Hvad er baggrunden for at understrege ærlighed?

”Det handler ikke om brodne kår i branchen, men om en Ted-Talk med læren om, at det er ok at fejle, så længe man lærer af sine fejl. Vejen til at lære og udvikle sig begynder med at være ærlig om sine fejl,” siger Oliver Seiffert og uddyber.

”Hvis argumenterne for at gøre noget er i orden, og det så alligevel fejler, så er det ærligheden, der bringer os videre. Vi rykker hurtigt, vi vækster kundernes forretning, vi holder, hvad vi lover … men ingen af os er perfekte.”

De nominerede er valgt ud fra økonomisk udvikling og faglighed

De nominerede til Årets Bureau er udvalgt på baggrund af nøgletal fra BureaubizNøgletal for perioden 2023-2025. For at komme i betragtning skulle bureauerne bl.a. have vækst i bruttoavancen i hvert af de målte år og et samlet positivt resultat før skat over perioden.

Valget af de tre vindere bygger derudover på juryens vurdering af bureauernes udvikling. Det gælder bl.a. deres evne til at skabe resultater for kunderne, organisering, innovation, forretningsmodel og ledelse.

Juryen bestod af Henrik Jensen, adm. direktør i Brandse & Co., Martin Bochineck, tidligere CEO Northern Europe i Merkle, Michael Brochmann, medlemschef i Creative Club, Finn Graversen, tidligere redaktør for Bureaubiz og ophavsmand til Bureaubiz’ nøgletalsanalyse samt Pia Osbæck, redaktør på Bureaubiz.