Bureaukoncern har fået en lille ny

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Den opkøbsivrige Envision-ejer First Chair Group kan nu officielt præsentere sit første bureaubarn af egen avl: et PR-bureau med ambitioner om at nå ind til kernen hos kunden.

Det er faktisk en slet skjult hemmelighed, men nu er det så også officielt: First Chair Group, der igennem det seneste gode års tid har købt sig ind i Envision, Unique Consult og Gorm Agency, har fået en lille ny.

Harbinger Public Relations er navnet på bureaubarnet, der er gruppens første af egen avl.

Til at stå i spidsen for foretagendet hentede man allerede i august sidste år Malene Jauer ind fra Hill & Knowlton, og hun har siden ansat strategisk rådgiver Rasmus G. Kristensen som udviklingsdirektør. De to er samtidig partnere i bureauet.

”Til forskel fra de andre FCG-virksomheder er vi hjemmedyrkede, og det betyder, at vi har skullet have lidt tilløb til vores lancering. Det er jo et spørgsmål om at få de rigtige profiler i spil med så brede kompetencer som muligt, for målet er at være full-service inden for PR,” siger adm. direktør Malene Jauer til Bureaubiz.

Det lange tilløb har betydet, at Harbinger PR ikke starter på bar bund:

”Vi har lavet en tung newbizz-indsats og har derudover lavet ting for vores søstervirksomheder i FCG. Så der var allerede et kundegrundlag, som betød, at vi ikke skulle løbe virksomheden i gang fra en tom ordrebog,” fortæller Malene Jauer, som endnu ikke vil sætte navn på kunderne.

Ind til kernen
Harbinger Public Relations er, som navnet mere end antyder et PR-bureau, om end altså med ambitioner om at blive et full-service-kommunikationsbureau – og dette med fokus på kundernes kernefortælling.

”Vi skal skabe autentiske historier med vores kunder. Autentiske kernehistorier er grundlaget for et godt omdømme, et godt brand og god resonans. På den baggrund kan de kreative kampagner skabes, men det væsentlige for os er at nå ind til den ægte fortælling først,” forklarer Malene Jauer.

Her spiller Harbinger ind i tidens trend med at kigge indad, vende tilbage til rødderne og skære alt overflødigt fedt fra. I dag arbejder man med Malene Jauers ord med mere end mission, vision og værdier.

”Vi kan se en tendens til, at kunderne efterspørger to specifikke discipliner: employer branding og at skabe og implementere sin kernehistorie. Opsvinget har gjort, at der er mere appetit på ikke alene at få defineret, hvem man er, hvem ens kunder er etc., men også at integrere det i virksomheden og sprede det ud i strategier, planer og initiativer både eksternt og internt.”

Intet pres fra ejer
Selv om Harbinger har til huse sammen med First Chair Group på Strandvejen i Hellerup, bliver man ifølge Malene Jauer ikke set over skulderen af ejeren.

”Vi kan spille bold op af FCG, når det giver mening, men man lader os passe vores arbejde og vores virksomhed. Vi er et selvstændigt selskab, og ligesom i de andre selskaber har direktionen mandat til at sende virksomheden i den retning, vi synes, den skal.”

Det samme gælder, for så vidt angår samarbejdet med søstervirksomhederne Gorm Agency, Unique Consult, Envision og nu også Anew – et samspil, som First Chair Group lægger vægt på. Det foregår, fastslår Malene Jauer, på frivillig basis.

”Ingen er tvunget til at arbejde sammen, men hvis vores søstre har brug for nogle af vores kompetencer til eksempelvis en kampagne, vil de typisk ringe til os. Og det samme den anden vej rundt. Men begge parter skal kunne drage nytte af det.”

… og så alligevel
I forbindelse med købet af Gorm Agency kaldte First Chair Groups direktør Jens Frederik Kofoed overskud for en forudsætning for salget. Til Bureaubiz sagde han, at First Chair Group kun har plads til virksomheder, der giver overskud, og at man alternativt er villig til at foretage ”de nødvendige tilpasninger”.

Det, understreger Jens Frederik Kofoed i dag over for Bureaubiz, gælder for alle gruppens virksomheder og dermed altså også Harbinger.

”Alle FCG-virksomheder har som målsætning at være veldrevne og overskudsgivende. Der kan være perioder, hvor der investeres, og hvor overskuddet mindskes, men vores strategi handler om at gøre sunde virksomheder endnu stærkere, end de var i udgangspunktet. Harbinger PR er ingen undtagelse, selv om virksomheden er nyetableret.”

Opnåelige mål
De skrappe krav fra ejeren giver imidlertid ikke umiddelbart Harbingers adm. direktør søvnløse nætter:

”Vi har nogle finansielle mål, som ikke er uopnåelige, så jeg er meget optimistisk i forhold til at opnå dem,” siger Malene Jauer.

Jens Frederik Kofoed fra First Chair Group er da også optimist:

”Harbinger PR består af garvede rådgivere med et stort netværk, og virksomheden er født ind i en stærk familie, hvilket allerede har givet kunder – så der er masser af rygvind til at skubbe Harbinger PR godt videre.”