Corona har hjulpet Intermail

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Delvist med hjælp fra corona, nærmer Intermail sig en fordeling af fysiske og digitale produkter på 40-60 inden for nogle år, hvor den for fire år siden lå på 95-5.

I august 2020 startede Intermail en opkøbsjagt på det danske marked, som skulle understøtte transformationen fra en virksomhed, der kun solgte fysiske produkter til også at fokusere på digitale produkter. Samtidig har man det mål at ville fordoble omsætningen i 2023.

Det er man nu allerede godt på vej til. I hvert fald har man fordoblet dette halvårsregnskab sammenlignet med sidste halvårsregnskab.

Og det er især salget af digitale løsninger inden for leadgenerering og kundeloyalitet, der er vokset markant i første halvår, fortæller CEO i Intermail, Anders Ertmann, samtidig med, at han erkender, at man fået hjælp af digitaliseringsiveren under corona.

”Corona har hjulpet til den høje vækst, vi ser en stor fokus på markedsføringsmæssige discipliner, der tiltrækker nye kunder, og det er spot on på netop det, vi laver.”

Salget af de fysiske produkter stiger også, men stigningen i de digitale produkter har været så stor, at Intermail er ved at nå sit mål på fifty-fifty omsætning på fysiske og digitale produkter, hvor det for fire år siden lå på 95 pct. fysiske produkter og 5 pct. digitale produkter.

Anders Ertmann tror, at fordelingen på de digitale og de fysiske produkter inden for tre år vil tippe over i de digitale produkters favør, så den nærmere kommer til at ligge på 60-40. 

Opkøbsjagt flytter til Sverige
Væksten i omsætningen og i de digitale produkter er som planlagt dels sket ved organisk vækst og dels ved opkøb af de to digitale bureauer Selected Media Advisory og Oreon samt rådgivningsvirksomheden Response Optimizer.

Nu har man sat opkøbsjagten på det danske marked i bero. Til gengæld er man gået i gang med at finde egnede virksomheder at opkøbe på det svenske marked.

”Vi har stærkt fokus på det svenske marked, fordi vi gerne vil have lige så stor vækst der, som vi har haft på det danske marked,” siger Anders Ertmann og nævner at det både er vækst blandt eksisterende kunder, men at man også har fået nye kunder som fx Clever og DHL.

I år forventer Intermail med 100 ansatte at nå en årsomsætning omkring 110-120 mio. kr. De 75 af medarbejderne er ansat i Danmark.