”Det er få danske bureauer forundt at kunne drømme så stort, som vi gør nu”

Peter Engholm
25@mail.dk

1500 medarbejdere om 5 år. Det er Shape – i et fællesskab med ligesindede app-bureauer. Nicolas Linde og Kristian Friis perspektiverer en usædvanlig bureau-handel.

I forrige uge kunne app-udvikleren Shape meddele, at Waterland Private Equity havde købt majoriteten af bureauet. Det blev ikke sat beløb på handlen, men her sætter medstifter Nicolas Linde og adm. direktør Kristian Friis ord på den. 

Det er nemlig ikke selve handlen, men perspektiverne i den, som interesserer Shapes ejere og direktion. Og ord som ”delsalg” eller ligefrem ”en anti-handel” bliver brugt. 

For blot et halvt års tid siden solgte Shape sit Shape Games, og da køberen – Kambi Group – er børsnoteret, blev der sat beløb på denne handel: 285 mio. kr. Med mulighed for at runde en halv milliard, hvis vækstmålene for de kommende to år nås. 

”At sælge Shape Games 100 pct. stillede os godt i en forhandling om Shape. Vi har gennem tiden fået mange bud på Shape og takket nej. Og netop disse forløb har gjort os klogere på både os selv og på hvem, vi gerne vil have med i det videre forløb,” siger Nicolas Linde.

Dette videre forløb handler om at være globalt ledende på apps. 

Større ambition kan I vel næppe sætte?

”Det er relativt nemt, forstået sådan, at vi ikke oplever nogen som globalt ledende i dag. Markedet for app-udvikling er faktisk ikke konsolideret – og det på trods af, at folks digitale tilstedeværelse er udtalt mobil, og nok så væsentligt: Apps er omsætnings- og profitafgørende for kunderne,” siger Kristian Friis.

”Det er en væsentlig årsag, at vi hidtil har sagt nej til opkøb og roll-ups. Fordi vi ikke vil være en del af stor digitalbureau-klump, hvor apps er en af mange ydelser. Vi vil ikke give slip på dét, der er Shape,” siger Nicolas Linde.

Hvad er Shape da i denne forbindelse?

”Specialister i et premium-segment. Det er vores natur og vores passion, og det fortsætter vi med, og det er også den type af selskaber, vi leder efter,” siger Kristian Friis.

”Samtidig med at vi lige nu taler med en lille håndfuld bureauer lige som os, der er etablerede og gode på deres hjemmemarked. Som kan fastholde deres idiosynkrasier, dygtighed og selvbevidsthed, vel at mærke i en international model, som er nem at sige ja til. Og der er heldigvis en del dygtige spillere, som ikke er blevet fristet over evne,” siger Nicolas Linde. 

Det vidunderlige ved apps er, at det er svært

Så det er ikke jer alene, der skal være globalt ledende?

”Det er et fællesskab med autonomi, en familie af ligesindede, som vi samler med Waterlands investeringer. Det er dét, vi mener med en anti-handel. Det her er ikke en andens rejse, det er en fælles én,” siger Kristian Friis.

Hvor har den rejse bragt jer hen om fem år?

”Om 4-5 år er vi 1500-1700 medarbejdere i familien. Og med globalt ledende mener vi både størst og bedst,” siger Nicolas Linde og uddyber:

”Det vidunderlige ved apps er, at det er svært at bygge et kvalitetsprodukt. Det ved de dygtige app-udviklere godt. Det vigtigste for dem er at arbejde med folk, der lige så dygtige som dem selv – hvis ikke dygtigere.”

Hvorfor er det vigtigt at være ledende?

”Fordi kunderne i den digitale verden er illoyale. Der er ikke lang vej hen til den næste app. Det gør, at du langt hen af vejen er tvunget til at have høje produktambitioner for at kunne indfri det digitale potentiale. Det gode er, at dem, som vinder deres branche, kan vinde disproportionalt stort, og det værditilbud ønsker vi at etablere i en international skala,” siger Kristian Friis.

Som at få spændt en raket på ryggen

I solgte Shape Games i efteråret og nu mere end halvdelen af Shape … hvorfor i grunden?

”Fordi det netop er nu – og først nu – at det er rigtigt spændende. Det er dét, vi har arbejdet frem imod. Og det er få danske bureauer forundt at kunne drømme så stort, som vi gør nu, At få Waterland ombord er som at få spændt en raket på ryggen – og samtidig en cadeau til vores måde at gøre tingene på,” siger Nicolas Linde og uddyber:

”Det ligger i et bureaus natur at blive opkøbt. Vi har fået mange bud, og det har gjort os klogere. Hvad takker vi nej til – og hvorfor? Og hvis ikke vi vil sælges, hvad vil vi så?”

”Vi sælger for ikke at blive opslugt, men for at etablere et netværk af ligesindede ambitiøse app-udviklere,” siger Kristian Friis.

”At bureauet fortsætter under eget navn og med egen identitet, er den vigtigste pointe,” siger Nicolas Linde og breder perspektivet ud: 

”Vi har over årene set mange bureaukøb herhjemme, og jeg forstår 100 pct., at ejerne har taget imod købstilbud, men bureau-Danmark er generelt blevet fattigere. For hvis man – også i en handel – agerer kortsigtet, så bliver man ikke kun købt, men også opslugt.” 

Innovationskanalen, der rykkede ind i kerneforretningen

Jeg skrev for 13 år siden om en Young Lions-vinder, der ved siden af sit job som digital art director i Nørgård Mikkelsen havde stiftet ‘et udviklingshus, der laver iPhone-apps’. Det var Shape, og det var sammen med Christian Risom, Ole Gammelgård og Philip Bruce …

”Vi gik ind i app-udvikling i 2010, og det var fedt at lave noget i photoshop og se det blive levende. Den store, nørdede kærlighed til det gode håndværk har ikke ændret sig,” siger Nicolas Linde, og Kristian Friis tilføjer:

”Apps var den nye ting for 12-13 år siden. En innovationskanal, der siden rykkede ind i kerneforretningen hos kunderne.”

”Med apps kan man hverken snyde eller hoppe over, hvor gærdet er lavest. Det er et aktiv, at kunderne kan se andres uforbeholdne mening om en app. Så stor tak til App Store for muligheden for at anmelde produkterne,” siger Nicolas Linde.