(Opdateret med Danmarksdemokraterne og Grøn Alliance). Der er overhovedet ikke valgkamp lige nu. Statsminister Mette Frederiksen er klar i mælet, og derfor er dette naturligvis heller ikke en valgkamps-artikel, men blot en oversigt over de bureauer, som partierne har tilknyttet. De kan i givet fald bistå, når der – om mindre end et år – bliver udskrevet folketingsvalg.
Dertil kommer en eksperts vurdering af den type kommunikation, der står til at præge en valgkamp. Jacob Holst Mouritzen peger bl.a. på en ny bølge i forhold til sidste valg og hilser et nyt fænomen velkomment.
Men først bureauerne. Dem er 10 af – ved navns nævnelse. Reelt nok lidt flere, når vi tager i betragtning, at ikke alle partier er vendt retur på vores henvendelse.
Tendensen fra de seneste valg gælder fortsat: At partierne i stigende omfang håndterer al form kommunikation selv, også det kreative og mediaindkøb.
En (lille) tommelfingerregel er, at jo større og ældre partiet er, des større er sandsynligheden for, at de bruger bureau.
A – Socialdemokratiet
Partiet ønsker ikke at kommentere Bureaubiz’ spørgsmål.
Vi har derfor måttet ty til brancherygter. De fortæller, at Mensch er tilknyttet på parti-plan – ikke på statsminister-niveau.
B – Radikale Venstre
Partiet arbejder, med kommunikationschef David Aurvig i den kreative spids, inhouse, men samarbejder også med Mindshare om indrykninger og Limbo om website.
C – De konservative
Partiet bruger Elberth Kommunikation på en række punkter, bl.a. at rådgive partiets kandidater på SoMe-området. Desuden hjælper Dentsu med media-aftaler.
Det grafiske arbejder klarer partiet selv.
D – Nye Borgerlige
Partiet har ved tidligere lejligheder udtrykt et bevidst fravalg af bureauer. De har en grafiker tilknyttet, men klarer ellers alt selv.
F – SF
To bureauer: Digital- og SoMe-rådgiverne hos Common Consultancy og reklamebureauet Eiffel. Partiet har arbejdet sammen med førstnævnte i længere tid, mens Eiffel er et nyt samarbejde. Begge bureauer er involveret i SF’s trivelskampagne, som Bureaubiz omtalte i sidste uge. Calibrate var mediabureau på kommunal- og regionsrådsvalget, men ikke på det kommende folketingsvalg.
I – Liberal Alliance
Udover ”en lille smule konsulentbistand”, så håndterer partiet alt selv. Og størrelsen af konsulentbistanden skal tages så bogstaveligt, at det ifølge partiet ikke giver mening at sætte hverken person- eller bureaunavne på.
G – Grøn Alliance
Partiet klarer det hele selv.
K – Kristendemokraterne
Partiet bruger det kreative digitalbureau Offbeat Media i Aulum.
M – Moderaterne
Økonomien er ”begrænset”, da det unge parti ikke modtager partistøtte. Derfor klarer de alting selv.
V – Venstre
Laver en del selv, men har også bistand af to bureauer; Robert/Boisen & Like-minded som kreativt bureau og Orchestra som partiets mediabureau. Robert/Boisen blev valgt for to år siden, inden da havde Hjaltelin Stahl arbejdet sammen med Venstre i 15 år. Hjaltelin Stahls nye ejere, Accenture, tillader ikke politiske partier på kundelisten.
Æ – Danmarksdemokraterne
Partiet gør ikke brug af bureauer på nuværende tidspunkt, men håndterer det selv.
Ø – Enhedslisten
Håndterer kommunikationen inhouse.
Å – Alternativet
Her og nu håndterer partiet alting selv. Om de kommer til at gøre brug af bureauer er usikkert.
NB: Dansk Folkeparti og Frie Grønne er ikke vendt retur på Bureaubiz’ forespørgsel.
En reels-bølge vil rulle
Og hvad kommer vi så til at se partier og bureauer levere af valgkommunikation?
Svaret kommer fra Jacob Holst Mouritzen. Han var på Mindshare i en årrække, senest som busines partner, for så i 2019 at være medstifter af konsulentvirksomheden Holst Mouritzen, der bl.a. har rådgivet politiske partier.
”Den største mediemæssige forandring fra seneste valg vil være – ud fra hvad jeg hører fra politikere og deres kommunikationsafdelinger – den såkaldte reels-bølge. Altså højformats-videoer, som vi især kender dem fra TikTok.”
Han tilføjer:
”Det er en stor omstilling fra de selfies, som hidtil har været bærende i mange politikeres kommunikation. Politikerne har arbejdet med 3-4 varianter af selfien, alt efter om de var rasende, skuffede, glade eller måske endda begejstrede. Men selfien er bare ikke så effektiv længere.”
Jacob Holst Mouritzen bemærker, at de tre statsministerkandidater – Mette Frederiksen, Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen – alle har være ude med videoer af varierende kvalitet. Og vi kommer til at se flere af dem, altså videoer:
”SoMe er fortsat en stærk mulighed for politikerne til at styre kommunikationen, og derfor kæmper politikerne og deres rådgivere med at få videoerne til at virke,” siger Jacob Holst Mouritzen.
Vrede jyske mænd og en modbølge
Tankevækkende nok kommer reelsbølgen til at slå op mod – ikke sten, men ”vrede, jyske mænd”. Det er ifølge Holst Mouritzen dem, der afgør det kommende valg:
”De vrede, jyske mænd har et relativt begrænset medieforbrug. De er måske ikke på TikTok, men de er bestemt modtagelige for indhold, og Facebook kan fortsat en del. Derfor vil vi også her se nogle TikTok-greb i måden at filme og klippe på.”
Læg dertil en modbølge. På SoMe i særligt 2010’erne gik det stadig hurtigere med clickbaits og oneliners, og modtagerne blev anset for guldfisk, der kunne ofre 1,3 sekunders opmærksomhed på en given sag. Nu går det på visse områder den anden vej:
”Vi har fået det langsomme ind i politisk kommunikation. Blandt andre Mette Frederiksen og Alex Vanopslagh udgiver podcasts på 45-60 min. med plads til ro og fordybelse. Og fra selvsamme Socialdemokrati og Liberal Alliance ses også videoer, der er heeelt nede i gear, og der bliver talt langsomt og tydeligt. Der er en kærkommen trend,” siger Jacob Holst Mouritzen.
Den go’e gamle valgplakat
I den modsatte grøft – så langt væk fra trends og bølger – ses valgplakaten. Så analog som tænkes kan, og politisk kommunikation som vor mor lavede den. Den forsvinder ikke, for dens fordele er åbenlyse, siger Jacob Holst Mourtizen:
”Valgplakaten er først og fremmest en åbenlys manifestation: Nu er der valg. Plakaten er derudover god til at skabe den awareness, som bl.a. kan få rykke lidt i tvivlerne i stemmeboksen. Og outdoor’en handler ikke kun om at konkurrere med andre partier: Der ligger så en markering internt i partierne, hvor det typisk er spidskandidaten, som er ude på flest plakater.”
Han tilføjer:
”Valgplakaten er en interessant platform, hvor ansigt, navn og parti skal kommunikeres. Umiddelbart enkelt, men ideelt set må politikerens budskab også fremgå i en oneliner. Og tilsæt så et visuelt twist, der gør, at plakaten skiller sig positivt ud. Det er ikke så let, som det lyder.”
