Intermail overtager digitalbureau

Peter Engholm,
journalist

Aktiviteterne og fire medarbejdere fra Behavior CPH bliver nu en del af Intermail, som ikke har planer om at stoppe indkøb.

Fire opkøb og nu en overtagelse. Intermail har alene i 2020’erne været vedholdende i sine opkøb, som primært er rettet mod bureauer.

Til en rådgivningsvirksomhed og tre digitalbureauer (to danske og et svensk) følger således Intermails overtagelse af aktiviteterne i Behavior CPH. Se bureauhandlerne i oversigten over relaterede artikler.

Behavior CPH er er et digitalt bureau, der siden 2017 har tilbudt strategisk rådgivning i digital brugeradfærd, online kampagner og neuromarketing.

Ud over selve aktiviteterne følger fire medarbejdere, herunder de to stiftere Rasmus Lund-Hansen og Tanja Falsig. Sidstnævnte siger:

”Det er et godt forretningsmæssigt match mellem begge vores kulturer, vores kunder og vores måde at anskue løsninger for vores kunder.”

Daniel Martensen, director lead generation & data insights hos Intermail, kalder i pressemeddelelsen Behavior CPH ”verdensmestre i den digitale kunderejse” og uddyber:

”Overtagelsen er superspændende. De tilfører specialistkompetencer til vores ydelsespalette og understøtter vores evne til at levere en ’end to end’ kunderejse fra leadgenerering til kundeloyalitet.”

”Vi er slet ikke færdige”
InterMail har en målsætning om, at den samlede omsætning runder 200 mio. kr. i 2023/24. Halvdelen af væksten skal komme fra organisk vækst, den anden halvdel fra opkøb.

Adm. direktør i Intermail, Anders Ertmann forventer, at overtagelsen vil påvirke omsætningen fra digitale ydelser positivt og siger:

”Vi er slet ikke færdige med opkøb – hverken i Danmark eller i Sverige. Vi har afsat penge til opkøb, der kan styrke vores strategi om at blive en nordisk digital virksomhed med stærk eksekveringskraft i Aarhus, København, Malmø, Gøteborg og Stockholm.”

For nylig leverede Intermail sit bedste regnskab i 15 år målt på vækst og overskud.