Kreativitets-eksperten Dorte Nielsen udkom i fredags med den danske udgave af ‘Den Kreative Tænkers Hemmelighed’, som er en bog, der giver værktøjer til, hvordan man bliver mere kreativ.
Dorte Nielsen grundlagde i 2007 uddannelsen Kreativitet og Kommunikation på DMJX i Emdrup i København med afsæt i det tankesæt og de teknikker, som præsenteres i bogen – og som hun har forfinet igennem sine erfaringer med studerende på uddannelsen.
Bureaubiz var til fredagens launch-party på ‘Den Kreative Tænkers Hemmelighed’, hvor vi fik os en snak med studerende fra KK (Kreativ Kommunikation). Flere af dem har værker trykt i bogen, og vi ville høre dem om, hvad de har lært på KK, og hvordan de har det med, at deres hemmelighed nu er blevet givet udgivet på tryk.
Den Kreative Tænkers Hemmelighed bliver udgivet på en række sprog. Udover dansk, er den også blevet oversat til både japansk, kinesisk og flere andre sprog.
Karina Tørnsø, kreativ på Konstellation & Republica. Dimitterede på Kreativ Kommunikation i 2014.
Hvordan er det at se sit arbejde i en bog, der udkommer i hele verden?
“Der er ret vildt at se noget, som man har lavet, der startede som et studieprojekt, i en bog, der udkommer i hele verden. Det kom sig jo egentlig bare af, at Dorte øvede sig på os. Og nu er det tryk her i en flot bog.”
Hvad har det betydet for dig at blive undervist på KK ud fra bogens teknikker?
“Dorte har givet mig et redskab og en metode til at få ideer, så man ikke bare sidder og famler i blinde i sin udviklingsproces. Jeg har lært at tage ting fra helt forskellige sfærer, sammensætte dem og kreere noget virkelig interessant ud af det. Og samtidig har jeg lært at identificere, når noget af det, som opstår, er unikt.”
Den Kreative Tænkers Hemmelighed udkom i fredags på Akademisk Forlag. Samme dag udkom også Dorte Nielsen og Katrine Granholms akkompagnement til bogen, ‘Opgavebog for Kreative Tænkere’
Nu det jo et stykke tid siden, at du blev færdig på KK. Bruger du stadig teknikkerne?
”Nu er jeg jo i løbet af 3 år blevet udsat for Dortes metoder, så jeg kan dem på rygraden. Men jeg bruger dem stadig. Især når jeg går lidt død i idé-genereringen. Så sætter jeg mig ned, allierer mig med en masse post-its og laver det der hedder krydsmetoden. Det er en metode, hvor man får hjælp til at kombinere ting, der kommer fra forskellige verdener, så der kan opstå helt nye ting.”
Hvordan har du det med at den kreative hemmelighed, som du jo har kendt før andre, bliver afsløret?
“Som kreativ synes jeg ofte, at man oplever at ens idéer bliver større, hvis man deler dem med andre. Så man kan jo sige, at hvis der er flere, der kender til den kreative tænkers hemmelighed, så kan det være, at man kan lave endnu større idéer. Så jeg tror egentlig bare, at det betyder, at kreativiteten kommer til at vokse.”
Andreas Green Lorentzen, creative director og medstifter af Unknown. Dimitterede på Kreativ Kommunikation i 2015.
Hvordan er det at se sit arbejde i en bog, der udkommer i hele verden?
“Det er fantastisk at se, at man har tilegnet sig nogle evner, som at kunne se anderledes sammenhænge, og af den vej kan inspirere andre til selv at tænke i kreative baner.”
Hvad har det betydet for dig at blive undervist på KK ud fra bogens teknikker?
“Inden jeg begyndte på KK, var jeg aldrig helt sikker på, at jeg var kreativ. På KK fik jeg kickstartet min kreativitet, og at få den her gnist, har ændret det hele for mig. Man fik værktøjer til at bruge den kapacitet, som man rent faktisk har. Så for mig har bogens værktøjer givet mig det skub, der skulle til. Via denne bogs redskaber og undervisningen på KK, har jeg fået en opfattelse af , at der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Det har gjort alting mindre sort-hvidt. ”
Hvordan har du det med, at den kreative hemmelighed er blevet givet fri?
“Da jeg var yngre, havde jeg en frygt for at dele mine idéer. Og den frygt kom sig af, at jeg var bange for, at jeg ikke nogensinde ville få en så god idé igen. Derfor holdt jeg meget på mine idéer og fortalte ingen om dem. Det der så skete, i takt med min uddannelse, var, at jeg opdagede, at når man deler sine tanker og idéer, så får man bare mere blod på tanden til at komme videre og lave nogle endnu federe idéer. Så for mig at se, er da bare fedt at flere kender til hemmeligheden. Jeg bliver mere kreativ af at omgås kreative – så jo flere kreative jo bedre.”
.
Jennifer Tonndorf, 3. års-studerende på Kreativ Kommunikation.
Hvordan er det at se sit arbejde i en bog, der udkommer i hele verden?
”Det var faktisk ret sindsssygt. Det sjoveste var, at mine forældre blev så stolte og sagde ’du er sådan et verdensmenneske’.”
Hvad har det betydet for dig at blive undervist på KK udfra bogens teknikker?
“Det vigtigste det har betyder er nok, at jeg har lært at se sammenhænge, der hvor andre ikke kan. F.eks. havde vi en øvelse, hvor vi skulle tage væk fra skolen – og væk fra der hvor vi bor, for at åbne op for at se andre ting end vi plejer. Det oplevede jeg blandt andet, hvordan rørerene udenpå en bygning kan ligne Darth Waders silhuet. Det har virkelig været et godt redskab, når vi har skulle nytænke vores måde at kommunikere på.”
Hun fortsætter:
“Derudover har vi lært at være grænsesøgende, at eksperimentere og stille spørgsmål – for derefter at stille spørgsmål ved det forrige spørgsmåls svar. Vores nysgerrighed bliver brugt til en drivkraft og en uerstattelig egenskab .”
Dorte Nielsen (th.) og Katrine Granholm til fredagens launch-party.
Hvordan har du det med, at den kreative hemmelighed er blevet givet fri?
“Jeg tror, at folk der læser bogen opdager, at selv det der ved første øjekast virker som en obskur idé, kan gå hen og give en fed aha-oplevelse. På den måde, så kan hemmelighedens frigivelse, nok være med til at bygge en bedre forståelse mellem kreative og mere businesss-orienterede. Det kan måske bidrage til, at man på et kundemøde bedre forstår hinanden – og taler mere samme sprog. Pludselig er vi kreative ikke helt så mystiske mere.”
Jennifer fortsætter:
“Det er måske meget godt, at vi ikke længere sidder en lille hemmelig loge på DMJX i Emdrup og holder på de her hemmeligheder. Og det er ikke fordi vi bliver arbejdsløse. Der er jo ikke alle, der har det fornødne drive til at dyrke redskaberne som vi har gjort. Men hvis folk bare læser om dem, så er der ikke så langt til, at de bedre vil forstå de idéer, som jeg fortæller dem om.”
Jesper Wendelboe, kreativ på TBWA/BDDO. Dimiteret fra Kreativ Kommunikation i 2016.
Hvordan er det at se sit arbejde i en bog, der udkommer i hele verden?
“Jeg er mega stolt over at have et arbejde med i bogen. Især når Dorte siger, at bogen også udkommer i Kina og i Iran – og alle mulige andre steder. Det er utroligt fedt.”
Hvad har det betydet for dig at blive undervist på KK udfra bogens teknikker?
“Noget at det som jeg fandt ud af, via undervisningen, er at jeg er meget bedre til at være kreativ med ord, end jeg gik og troede. Det var en stor gave pludselig at finde ud af, ved hjælp af et af Dortes øvelses-værktøjer, at jeg havde en ukendt force der.”
Jesper fortsætter:
“Lige nu har faktisk en idé, som jeg synes er verdens fedeste idé. Jeg kan ikke sige hvad det er, men jeg har både præsenteret den for flere i branchen og for kunden – som også synes det er verdens fedeste idé. Og jeg ved ikke om det er tilfældigt, men jeg fik idéen et kvarter efter, at jeg havde siddet og lavet den her ord-øvelse. Jeg fik et mindre chok da det skete.”
Hvordan har du det med, at den kreative hemmelighed er blevet givet fri?
Jeg synes altid det er fedt, når Danmark bliver sat på verdenskortet for noget vi kan. For der er så meget vi ikke kan. Så det er super fedt at kreativitet er noget, som folk ude i verden synes og anderkender, at vi er gode til i Danmark.”
Christina Anaya (tv), Mediacom Beyond Advertising. Dimitterede på Kreativ Kommunikation i 2017.
Cathrine Understrup (th.), kreativ freelancer. Dimitterede på Kreativ Kommunikation i 2015.
Hvad har det betydet for jeres kreative tænkning at gå på KK?
Christina: “Det gjorde en stor forskel på, hvordan jeg tænker og arbejder og hvordan jeg kommer frem til idéer. Man er blevet gennemtæsket igennem alle mulige mærkelige forskellige slags opgaver og har fejlet, fejlet og fejlet igen og så endelig lykkedes. Det er så fedt, når man knækker en connection – finder en eller anden ny måde forbinde to ting på, som man ikke føler, at man har set før.”
Cathrine: “For mig er det en virkelig god ballast. Man har en grundindstilling inde i en og tænker idé-rigt, uanset om man skal lave aftensmad eller en lave idé til en kunde. Det er noget, som man kan bruge i alle sammenhænge, uanset medie, kunde og situation.”
De studerende bladrede og bladrede for at finde deres egne arbejder i bogen.
Hvordan har I det med, at jeres hemmelighed er blevet givet fri?
Cathrine: Jeg har faktisk altid synes, at det var lidt elitært, at det kun var forbeholdt dem fra KK, at få en god idé”.
Christina: Jeg synes også, at det virkelig fedt, at der er flere, der får de her redskaber. Med kreativitet kan man løse problemer, og jo flere der kan det, jo bedre kan verden potentielt blive.”
Cathrine: “Selvom hemmeligheden er ude, så er det jo stadigvæk en skill, som man skal tilegne sig. Hvis du fortæller folk, hvordan man cykler, så kan du fint putte dem op på en cykel, men det er ikke noget, der vil gå særlig godt, hvis ikke de øver sig. Det er det samme med de kreative øveler. Du bliver bedre jo mere du øver dig. Så det kan godt være, at opskriften er er givet fri, men interesse og passion – det får bogen dig jo ikke automatisk til at få. Det skal man finde i sig selv.”
Christina: “Jeg synes, egentlig bare, at det er virkelig fedt med udgivelsen, fordi det vil åbne flere folks tanker for, hvad kreativitet er. Der er mange der tror, at det kun er, hvis du er god til at tegne eller tage billeder – og det er jo slet ikke kun det, som kreativitet handler om.
Næste skridt
I 2016 stoppede Nielsen som uddannelsesleder på Kreativ Kommunikation, for at hellige sig arbejdet med kreativitet i hendes nystartede Center for Kreativ Tænkning. Her arbejder hun blandt andet med at implementere kreativitets-undervisning i folkeskolen baseret på sine erfaringer fra Kreativ Kommunikation.
Du kan læse mere om Center for Kreativ Tænkning her.