Forudsigelse nr. 1: Kreativitet i algoritme-tidsalderen: En ny æra er i gang

Tim Frank Andersen,
stifter af Liveshopper

Tim Frank Andersen har de seneste år leveret 10 tech-forudsigelser for det kommende år. I år er ingen undtagelse. Her er den første, hvor Tim Frank Andersen forudser, at de fleste kreative jobs vil blive ændret pga. algoritmer som fx ChatGPT, Midjourney og Dall-E.

Det er med den største usikkerhed, at vi hilser 2023 velkommen. Forandringer og kriser hober sig op omkring os, hvilket gør det sværere end nogensinde før at forudsige, hvad der vil ske inden for de næste 12 måneder. Én ting er dog sikkert.: Tempoet i den teknologiske udvikling og den digitale eksplosion bremses ikke. Slet ikke!

De kreative algoritmer kunne sagtens have været en del af mine 2022 forudsigelser for udviklingen startede allerede sidste år med lanceringen af Dall-E, Midjourney og Stable Diffusion, efterfulgt af den enorme succes med ChatGPT som blev lanceret så sent som den 31. november men nåede 1 mio. brugere på bare fem dage. Senest har Microsoft meldt ud, at de investerer adskillige milliarder dollars i ChatGPT i et muligt forsøg på at udfordre Google på fremtidens søgemaskine.

Lige nu oplever vi en eksplosion af digitale tjenester bygget på AI-algoritmer og sprogmodeller som GPT3. Som fx Lensa, hvor man kan skabe personlige avatarer i et væld af stilarter. Eller Amber Music, der hjælper dig med at skrive din næste sang. Eller CogniCAD – den næste generation af generative designalgoritmer. I løbet af de siste måneder er der lanceret over 300 nye AI tjenester!

Og vi er kun lige begyndt. Alle disse tjenester er blevet lanceret inden for de sidste ni måneder. Forestil dig, hvad vi vil se i løbet af de næste par år. Det går hurtigt fra at være en sjov gimmick til, at algoritmerne kommer til at overtage visse jobfunktioner.

AI har potentialet til at ændre de fleste kreative industrier

Jeg tror ikke nødvendigvis, at kreative vil miste deres job, men vi bliver nødt til at ændre vores måde at arbejde på.

Vi skal lære at styre algoritmerne gennem en ny disciplin, der kaldes Prompt Design eller Prompt Engineering. På den måde bliver det os, der dirigerer algoritmerne i den rigtige retning. At skabe gode prompts (kommandoer eller forespørgsler) er allerede blevet en forretning. Tag f.eks. et kig på promptbase.com. Vi kommer også til at fungere som kuratorer, da algoritmerne spytter mange forskellige løsninger til den samme opgave ud, og så er det vores opgave at vælge hvilke, vi vil arbejde videre med.

”AI kommer ikke til at erstatte dig

Du vil blive erstattet af en person, der bruger AI”

 Indtil videre kan algoritmerne klare ca. 80 pct. af dit job, og så gør du det selv færdigt ved at vælge, redigere og tilføje de sidste 20 pct. Dette kan dog hurtigt ændre sig, fordi – som altid – når tingene udvikler sig eksponentielt, går det rigtig stærkt, og det er notorisk svært for os mennesker at forstå, hvor vi potentielt ender.

For nylig dukkede et AI-genereret podcast-interview med afdøde Steve Jobs op. Selvom noget af det er vrøvl, er det stadig en fascinerende samtale, der reelt aldrig har fundet sted.

Den her tendens påvirker ikke blot tekstforfattere, journalister, programmører, art directors, designere, arkitekter og illustratorer. Alle kreative funktioner vil blive påvirket. Du kan også roligt forvente AI algoritmer, der kan producere videoer af god kvalitet direkte fra et tekst prompt. De vil blive lanceret inden for de næste 12 måneder fra virksomheder som Phenaki, Meta og Google.

Prompt brugt til at oprette denne Phenaki AI-video: En bamse, der dykker i havet. En bamse dukker op af vandet. En bamse går på stranden. Kamera zoomer ud til bamsen i lejrbålet ved stranden.

Jeg forudser, at innovative algoritmer vil ændre de fleste kreative job i 2023, og at vi vil se nye forbløffende AI-gennembrud inden for de næste 12 måneder.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning