“Vi negler tidsånden” – “Vi har kant og blonde” – “Vi skaber unikt, autentisk engagerende indhold“ – “Vi ved, hvad de unge vil have”…
Jeg har en næsten pervers nydelse ved at se reklamekrigerne ramme helt helt forkert trods datamining og kæmpebudgetter – eller lade kundernes angst og leflen for de sikre kompromiser smadre den gode idé og dermed kundens brand.
Her er en række eksempler på, at ordenes og billederne kan tømmes for de oprindelige betydninger og historier, og transformeres til ‘et eller andet farvegøgl’, som kunder og bureauer tror, kan bruges som forførende lokkemad, aflad eller røgslør.
Men nej, nej, riot rimer ikke på Pepsi eller Danske Bank – sorry – selv blinde mærker hensigten og forstemmes; nogle Bonbon-bolsjer smager bare ikke af slik mere. Lad være at tale ned til os, tak.
Nogle burde lave en dokumentar om de her kreative processer i elfenbenstårnene, hvor kunden forføres bevidst eller ubevist med f.eks bullshit-bingo, gourmetgokkeri, fribilletter, rusmidler, strip og awards for at købe en film, der er dårlig på den fede måde.
Jeg ville elske at være flue på væggen i det magiske sekund, hvor inspirationens magiske lys rammer, og videre gennem stamtræet af kompromiser frem til finalen i klipperummet, hvor de kreative giver kunden highfive og godkender nedenstående film – respekt – det er fandme godt hustler-håndværk!
Men hov. Måske er filmene bevidst sløje og helgarderede via 90’er-ironi? Negativ opmærksomhed er også en slags opmærksomhed – og lagres tit bedre i hjernen. Måske er kiksede reklamer bare endnu et snedigt trick for at få os til at dele dem?
Nyd dette historiske tilbageblik, en skøn symfoni af prætentiøse speaks og bullshit-bingo-billeddigte:
Jeg håber lidt, at det er førsteårseleverne, der står bag videoen. En klichefest, komplet med fingermaling og bongotrommer. Jeg er lidt bekymret for den uddannelse nu.
Verden har aldrig set en mere lækkerkantet demonstration. Den er så medrivende, at den kvindelige arabiske Jan Grarup i hijab opgiver det frusterende job med at afdække den tredje verdens elendighed og bliver lykkelig ved at skyde noget Instagram-influencer-gas for Pepsi og feste med homoseksuelle dansere og en asiatisk grungefyr, der spiller cello (der lyder som en guitar) på toppen af skyskrabere. Jeg fik det vildt.
Denne video negler gentrificeringen af Vesterbro – og alt det tomme identitetsdefinerede forbrug, komplet med storytelling-mad og økolegitimering. Jeg forstår godt, flere og flere søger ly på Mændenes Hjem og i det Bjarke Ingels-agtige fixerum H17.
Videoen, der startede riot-trenden i dansk reklame. En gang billedbank-bluff-bingo, hvor en pænt kompromitteret bank krammer al forskellighed og modstand ihjel for at presse os ned i et fælles Excel-ark.
Genialt at ophøje en dyr fladskærm til fiduskunst med jazz til.
Denne sejtrækker er tydeligvis skabt over brainstorms på Noma eller Punk Royal (skift nu det navn, orker ikke at tænke på gotisk font på 90’er-armybuks, når jeg spiser) – vildt, at løsningen er noget fransk, rådden bondejuice.
Helikopterskud af olieplatforme, Morten Olsen, Safri Duo, CGI, landsholdet. Datidens dyreste reklame fra dengang Dong havde monopol… hvorfor? Du betalte!
Jeg nægter at tro, at lille-Romer – aka. Blachman – har kørt i andet end vintage Citroën eller taxaer betalt med taxabon.
Joe & the Douchebags – et heroisk forsøg på at pumpe den uøkologiske juicedreng endnu mere op. Her bor han i et showroom nær Marmorkirken… men vælger sit kald, sin mission og sammenholdet med teamet med klichétusserne og traploungemuzakken. Savner stadig, at nogen poster den casting og personaleadfærdsmanual til Joe & the Juice.
Facebook bringer os sammen – isoleret ved skærme – i et dataminet panoptikonfængsel. Som om ulven vogter får.
Tid er det vigtigste, vi har – så klart, jeg fik lyst til at holde en familiefest på Jensens Bøfhus af den her perle…
Ingen magter rigtig at have en virkelig relation til familiens pompøse, ældre patriark. Det er nemmere at have en parasocial interaction (psi), man kan slukke for. Jørgen kan læse op af en tipskupon eller slå en prut – det lyder altid som sød musik.
‘Vi forstår’ – men lykkes ikke helt med at gøre sport til det samme som ludomani på fifaen.
Du kan se flere missere her.
P.S. Jeg ser aldrig TV, så post gerne flere aktuelle missere i kommentarfeltet herunder.
