Årets største brand-fails og hvad vi kan lære af dem

Julie Kolbeck
julie@kforum.dk

Bureaubiz samler op på alle de racistiske, femi-forvaskede og voldelige reklamer og brands, som sendte internationale virksomheder ud i hæsblæsende og ubarmhjertige shitstorms i 2017.

Husker du Biancos #WomenNeedMore-kampagne, der forvekslede kampen for ligestilling med kampen for pæne stiletter? Eller da Kendall Jenner reddede hele verden med en Pepsi? Du glemmer nok aldrig, da United Airlines tævede én af deres kunder.

Bureaubiz samler nu op på årets største brand-fails og hvad man kan lære af dem. Sidstnævnte forekommer muligvis indlysende, men det er det åbenbart ikke, hvis du spørger nogle af verdens største brands.

Nej, revolutionen er ikke en Pepsi
Pepsis Live for Now-reklame, som er produceret af læskegigantens eget kreative team, Creators League Studio, er spækket med følsomt skælvende stemningsmusik, umiskendelige Pepsi-farver og politisk korrekt diversitet.

Topmodellen Kendall Jenner er hele herlighedens hovedperson, når hun forlader et photo shoot og tilslutter sig en demonstration, hvor konflikten mellem demonstranter og politiet er tilspidset – lige indtil Jenner løser alting ved at åbne en Pepsi for en politibetjent.


Reklamen, som den engelske avis Independent hævdede, var den værste reklame nogensinde.

Reklamen faldt mange for brystet, hvorfor der rejste sig en shitstorm af dimensioner på de sociale medier, hvor Pepsi – der efter sin overfladiske omgang med tunge socialpolitiske tematikker, som på uheldig vis mixer Black Lives Matter og anti-Trump-hypen sammen med poppet idyl, superbrandet læskedrik og hvide, smukke og rige topmodeller ­– blev beskyldt for redwashing.

”Hvis bare min far havde haft en Pepsi!” tordnede Martin Luther Kings datter på de sociale medier og fremhævede samtidig reklamens største problem, nemlig dens tonedøve budskab: komplekse, socialpolitiske problematikker kan løses med en sodavand.

 

Dyre lærepenge: Lad være med at gøre dit sodavandsprodukt til midtpunkt i tunge, politiske problematikker. Det fremstår arrogant, banaliserende og ufølsomt.

United Airline – fra kunde-reebooking til kundetæsk
Da United Airlines stod med et overbooket fly, valgte flyselskabet at foretage en voldelig tvangsfjernelse af en tilfældig kunde.

  

Situationen blev selvsagt ikke bedre af, at flyselskabets forfejlede krisekommunikation var præget af juridisk rygdækning, selvbeskyttelse og manglende dybfølt empati.

Dyre lærepenge: Lad være med at slå dine kunder til blods, for derefter at kalde det ’passager-rebooking’.

Nivea og Dove: Hvidhed er renhed
Cremegiganterne Nivea og Dove ramte begge ind i hver deres shitstorm, som følge af racediskriminerede reklamer.

Begge cremeproducenter gjorde sig skyldige i whitewashing: Nivea med sloganet ’White is Purity’ og Dove med reklamen, hvor en afroamerikansk kvinde bliver ”vasket lige så ren” som en hvid kvinde.

Marianne Hjaltelin, strategisk direktør hos reklamebureauet Hjaltelin Stahl, kaldte det i sin tid dårligt håndværk:

”Der er jo tale om virkelig dårligt reklamehåndværk, for det her burde være fanget i første korrektur.”

Vi kan kun give hende ret.

Dyre lærepenge: Hvis det kan misforstås, bliver det misforstået.

Fra Uber über alles til Uber kørt over
Hvis 2016 var året, hvor Uber strøg til himmels, så er 2017 året, hvor de styrtede i grus. Ramt af den ene skandale efter den anden har Uber fået et par gevaldige ridser i lakken.

Svækket af underskud, modkampagnen #DeleteUber og anklager om ulovlig taxakørsel, industrispionage og sexchikane samt stifteren Travis Kalanicks exit, kan man nu konkludere, at Ubers vækststrategi om hurtig ekspansion er gået fløjten.


Travis Kalanick

Dyre lærepenge: Stærke topchefer kan skabe stærke brands, men når manden er virksomheden, stiller det store krav til manden. Nå ja, og så er der grænser for, hvor disruptive man må være, før nogen sætter foden ned.

Kims blackfacing:
Husker du tv-reklamen for Kims’ chokoladekugler, der i marts rejste en shitstorm på internettet?

Chipsproducenten blev anklaget for racisme efter deres frontfigur, den fiktive chipskonge Jørgen, optræder med ’blackface’ (’Blackfacing’ referer til, at en kaukasisk person maler sig sort eller brun i ansigtet, i den hensigt at imitere en sort person).

Stormvejret fik Kims til at klippe Jørgen ud af reklamen. Good choice.

Dyre lærepenge: Blacklist blackfacing. Simpelthen.

Facebooks VR-tour til orkanramte Puerto Rico
Skub lige fake news og #russiagaten til siden et øjeblik. Det er blevet tid til at mindes Facebooks magical VR-tour (som Zuckerberg selv udtrykker det) igennem katastroferamte Puerto Rico.

Nok er dark tourism det nye sort, men der er nu forskel på at sælge oplevelsesovernatninger i Horsens Statsfængsel og så at udnytte orkan-ødelagte Puerto Rico til at skabe lidt hype omkring sin nye app.

Ikke desto mindre tilbød Facebook, via Spaces VR-app’en, en rundvisning på den kriseramte ø sydøst for USA. Og det fik folk op ad stolene.


Bevares. VR-nyhedsselskab Ryot har da også lavet VR-rejser til det krigshærgede Syrien og ebola-ramte Afrika, men til forskel fra Facebook er det med et ønske om, at bruge VR som et fundraising og humanitært værktøj, der skal hjælpe de kriseramte ofre, ikke udnytte dem.

Dyre lærepenge: Se kritisk på dit eget arbejde. Nedsæt en intern arbejdgruppe, der undersøger alle faldgruber fra alle tænkelige vinkler – især de særligt følsomme emner, såsom naturkatastrofer.

Bianco anti-feministiske femi-kampagne
Skoproducenten Biancos reklamekampagne #WomenNeedMore indleder med en for så vidt genuin problemstilling: Ønsket om ligeløn.

Der går imidlertid ikke mange sekunder før påstanden tager en uventet drejning, når kvinderne pludselig fremturer, at ligeløn ikke er nok – de vil tværtom have mere i løn end mændene.

Hvorfor? Fordi kvinder bruger flere penge på sko.

Herefter bevæger reklamen sig videre ned ad det forkerte spor og portrætterer model-kvinder, der med vold og hærværk smadrer glasloftet, cheferne og deres biler.


Equal Pay Is Not Enough!” 

Resultatet blev derfor et aparte kogsammen af en out-dated radikal andengenerationsfeminisme, som prædiker matriarkatet frem for patriarkatet, og en malplaceret, kontra-tematisk cementering af kvinder som overfladiske pyntedukker, hvis ambitioner udelukkende centrerer omkring… ja, sko.

Biancos forsøg på at malke feminismen kommercielt endte med at give et gedigent 180 graders-bagslag, hvor skofirmaet selv blev anklaget for, at være sexistiske ulve i feministiske fåreklæder.

Skoproducentens håndtering af kritikken var imidlertid ikke noget at ringe hjem om: Reklamen var ironisk og kunne man ikke se det, var man en humorforladt snerpe. Men som Clare McNally siger så fint: ”Hvis man er nødt til at pointere, at det er ironi, så er det ikke eksekveret godt nok.”

De dyre lærepenge: Washing er altid en dårlig idé. Uanset om det er red-, green-, white- eller femiwashing, så giver det som regel bagslag, når brands udnytter mærkesager som skalkeskjul for kapitalistiske dagsordner. Det er selvfølgelig helt legalt – faktisk endda imødeset – at være CSR-bevidst og humanitært engageret, men sørg nu for at mene det. Sådan rigtigt.

Så hvad er konklusionen?
Stop al washing, stop kundevold og stop diskrimination. Mere korrektur, mere krisekommunikation og mere ægthed.

Tak for i år! Vi ser frem til næste års op- og nedture i reklamebranchen.