Kære bureauledere: Sådan skaber I den perfekte praktikplads

Kristine Kofoed,
studerende på KEA Multimediedesign

Studerende Kristine Kofoed giver i denne klumme de danske bureauledere gode råd til, hvordan man onboarder og fastholder studerende.

Tiltrækning og fastholdelse af kvalificeret arbejdskraft er ifølge flere undersøgelser den største udfordring for danske bureauledere. I dette efterår har der været op mod 500 praktikanter ude på de danske bureauer landet over. Med efter sigende 10.000 ansatte i branchen svarer det til fem procent, der helst skulle fastholde lysten til, at arbejde på et bureau. Det gælder også efter endt praktikforløb. Derfor er det så vigtigt, at bureauerne skaber de perfekte praktikpladser, så de studerende har lyst til, at fortsætte efter endt praktikforløb.

I har ikke alle det mest fantastiske image
Denne klumme er baseret på en række samtaler, jeg har haft med mine medstuderende på KEA multimediedesign igennem de seneste ti uger, hvor vi har været ude i praktik. Og allerede nu kan jeg røbe, at flere af dem jeg har talt med, har givet udtryk for, at de ikke ser en fremtid og et arbejdsliv, der inkluderer ansættelse på et bureau. Der er altså noget, I kan gøre bedre og I skal steppe op, hvis I ønsker at tiltrække og fastholde jeres praktikanter. For os er det nemlig altafgørende, at I som bureau, har en klar plan for, hvordan vores praktikforløb skal faciliteres. Jeg hører nemlig fra flere medstuderende, at manglen på struktur og viden om, hvad der forventes af, dem er stor. Det leder mig derfor til den vigtigste del af ethvert praktikforløb, nemlig social indlemning.

Husk den sociale indlemmelse
Slår man ordet indlemmelse op i den danske ordbog står der: “det at indlemme eller blive indlemmet i en større, eksisterende helhed”.

I det her tilfælde praktikanterne hos bureauerne. Men lige netop fokus på social indlemning inden vi startede vores praktikforløb, var der ikke mange, der oplevede. En succesrig social indlemning ville have gjort en stor forskel for, hvordan resten af vores praktikforløb ville havde forløbet. Noget som blandt andet bureauet Searchmind er gode til. Det er derfor heller ikke helt tilfældigt, at netop dette bureau har vundet flere priser for bedste praktiksted.

Praktikanters customer journey
På multimediedesigner-uddannelsen lærer vi både om design thinking og customer journeys. Og om vigtigheden af, at identificere relevante ”pains”. Med design thinking og customer journeys i baghovedet, er det tydeligt at se, at den danske bureaubranche nemt ville kunne forbedre ”kunderejsen” for praktikanter. Til glæde og gavn for både bureauer og fremtidige praktikanter. Så hvis du som bureauleder har lyst til at gøre det bedre fremover, så kommer der her nogle indsigter og aktuelle erfaringer til, hvordan du skaber det perfekte praktikforløb i foråret 2023. Og resten af dette årti for den sags skyld.

Angsten for hæve-sænke-borde og smarte kaffemaskiner
Inden vi starter som praktikanter i dit bureau, har de fleste af os allerede arbejdet mange forskellige steder. Det er måske en af os, som har taget imod din bestilling på McDonald’s. Og du har måske også stødt på os, når vi med store smil har scannet dine varer bag kassen i den lokale Netto. Fælles for vores tidligere arbejdspladser har været, at ingen af stederne har haft en særlig høj kvalitet af kaffemaskiner. Og vi har aldrig oplevet smarte hæve-sænke-borde før. 

Derfor ser I os ikke være dem, der drikker allermest kaffe i starten af vores praktikforløb. Ikke fordi vi ikke kan lide kaffe, men det handler mere om angsten for, at maskinen er løbet tør for mælk. Og I ser os heller ikke justere op og ned på vores hæve-sænke-borde, så bordet passer til netop vores højde. Her er det alene angsten for, at bordet aldrig kan komme ned igen, når vi først har kørt det op. Derfor vil vi hellere hver dag gå hjem med hold i nakken end at lade som om, at vi elsker at stå op i otte timer dagligt alle ti uger, vi er hos jer, fordi det lige var praktikantens hæve-sænke-bord, som var gået i stykker.

En praktisk mentor 
Min pointe er, at vi har brug for en praktisk mentor, som instruerer os i alle de lavpraktiske ting på bureauet. Det vil gøre os meget mere trygge i den periode, vi er hos jer. Og tryghed er nu engang afgørende for motivation. Det vil også gøre det lettere for os, at bidrage fagligt. Vi har brug for, at der er lagt en onboarding strategi, så vi føler os velkommne og set fra starten. På den måde bliver hæve-sænke-borde lige pludselig ikke så farlige. Og frygten for ingen mælk i kaffemaskinen forsvinder.

Onboarding er det vigtigste
Onboarding af nye kunder er en særlig disciplin. Det bliver nævnt flere steder, at det giver dårlige resultater, hvis onboardingen er mangelfuld. Ovenpå et sabbatår, hvor jeg arbejdede fuldtid i en børnehave, har jeg særligt lært en hel del om inklusion. Inklusion betyder, at man som barn har ret til at være aktiv deltager og udvikle sig i mangfoldige fællesskaber. Barnet skal opleve, at han/hun skaber værdi. For praktikanter handler værdi i dag ikke om, at man endelig har lært at tage sine egne regnbukser på. Det handler i stedet om, at vi skaber værdi for det bureau, vi er i praktik hos. Ved at I har en helt klar onboarding strategi lige fra allerførste dag, vi møder ind hos jer, vil vi som praktikanter føle os meget bedre inkluderet. Det vil gøre os mere trygge og dermed mere motiverede. Og studier viser, at motiverede medarbejdere er mere rentable, mere produktive og har mindre fravær.

Vi er ikke så gode til MUS
Vores praktikperiode er typisk ti uger. Det giver derfor ingen mening, at vi bliver en del af den årlige MU-samtale. Det giver meget mere mening med ugentlige check-ins. En ting som mine medstuderende i høj grad har manglet under hele deres praktikforløb. Vi vil gerne have mere feedback. Både af den positive og den negative slags. Ugentlige check-ins er værktøjet til, at vi som praktikanter og bureauet udvikler os sammen og i samme retning.

For at nævne et enkelt eksempel, så var der en medstuderende der under hele hendes praktikforløb, altså i alle ti uger, satte spørgsmålstegn ved, hvorfor bureauet hun var hos, overhovedet havde valgt at have praktikanter. Hun følte, at alle praktikanterne leverede fakturérbare timer til bureauet, men praktikanterne følte på intet tidspunkt, at de fik noget tilbage. For hende havde et ugentligt check-in været alfa omega for, at hun havde følt sig set og hørt. Og muligvis også havde ønsket at fortsætte i bureauet efter endt praktikforløb.

Skriv om jeres praktikantprogram på hjemmesiden
I ugerne op til at vi skal søge en praktikplads, kender vi ikke meget til de danske bureauer. Hverken hvad de hedder eller hvad de laver. Alle studerende sender mere en ti ansøgninger ud, og vi søger typisk hos de bureauer, vi har lært at kende, fordi de har været til stede på diverse karrieredage, messer og hvad de ellers har haft af aktiviteter for at nå ud til os. Men vi søger også via Google. Ogher er der en del bureauer som med fordel kunne optimere deres hjemmesider, når det handler om beskrivelsen af deres praktikantforløb.

Vi vil jer rigtig gerne, indtil vi ikke vil jer mere
At arbejde i den danske bureaubranche er en drøm for mange af os. De fleste danske bureauer har derfor også let ved at tiltrække praktikanter. Jeg husker selv følelsen af at glæde mig helt vildt til, at jeg skulle starte i praktik på et bureau. Det var mit første kontorjob og allerede første dag følte jeg, at atmosfæren på bureauet virkede til, at være det perfekte sted for mig. Alle mine medstuderende havde det på samme måde, men de fleste er nu i tvivl, om de vil fortsætte deres arbejdsliv i den branche. Jeg syntes personligt, at det er superærgerligt, at den glædesfølelse de fleste af os, gik ind i vores praktikperiode med, nu blot ti uger efter, er vendt til mere tvivl end glæde, blot fordi den danske bureaubranche ikke har helt styr på deres praktikforløb.

Derfor har jeg skrevet denne klumme. Jeg håber på, at blot nogle af jer bureauledere vil tage mine ord til jer og forsøge at gøre det bare en lillebitte smule bedre. For jeg ved, at der findes mange virkelige dygtige multimediedesignere, der ser sig selv bidrage både personligt og fagligt hos de danske bureauer. Men det kræver, at I ser og hører os, at I integrerer os, onboarder os og viser os, at I gerne vil os. Også efter vores endt praktikforløb.

The Publico office
På multimediedesign uddannelsen lærer vi, at videoformatet kun bliver endnu vigtigere i fremtiden. Så hvis du synes, at min klumme er blevet en smule teksttung, så kan jeg kun anbefale at se, hvad to praktikanter hos Publico, et bureau som har stor succes med at tiltrække og fastholde praktikanter, har kommunikeret omkring den uperfekte praktikplads.

Tak fordi du nåede hertil, og tak fordi du ”lyttede”.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning