Min første reklame: Kristina May Pries

Emil Malte Simonsen
emil.s@bureaubiz.dk

Origami rimer ikke umiddelbart på konsulent. Det lærte Kristina May Pries, da hun kastede sig ud i sit første projekt i den kreative branche: en ny visuel identitet til konsulenthuset COCOCO.

’Origami-inspirerede dyr’, lød overskriften på Kristina May Pries’ bud på, hvordan Copenhagen Consulting Company (COCOCO – i dag: Quartz) kunne udtrykke deres identitet tilbage i 2007.

Hun var i praktik hos Kontrapunkt. Her skulle hun arbejde sammen med designchefen om at skabe en visuel identitet til konsulenthuset.

I dag er hun CEO i designbureauet AM Copenhagen, som hun var med til at stifte for snart otte år siden – og i stand til at grine af sit første virkelige projekt i den kreative branche.

”Jeg tror ikke, jeg sov i flere dage, fordi jeg arbejdede så hårdt for at kunne præsentere min idé, som jeg simpelthen bare syntes var så fed. Jeg tænkte, at det var vigtigt bare at åbne op og afsøge alle afkroge, for vi havde lært på designskolen, at det var supervigtigt og en del af processen. Men jeg var slet ikke trænet i at designe for ægte virksomheder,” fortæller hun, og fortsætter:

”Jeg fik designet hele det her komplicerede grafiske system, der tog udgangspunkt i origami-foldede dyr, som skulle gøre det muligt for COCOCO at kommunikere komplicerede ydelser som f.eks change management og marketing optimization. Mit design med dyrene var sirligt og feminint. Det kunne ikke ramme dårligere.”

Lækkert design er nemt
Illustrationerne findes ikke i dag – ”heldigvis!”, indskyder Kristina May – da de prompte blev skudt ned af designchefen. Hendes løsning var ren æstetik, lød kritikken. Der var ikke tænkt over funktionen.

”Man skal forstå, at der er ægte brugere derude, og at idéen skal løse en udfordring. Den skal rykke ved noget uden at miste jordforbindelsen. Det hele handler om, at dem, man sidder overfor, faktisk kan bruge det, og at det giver mening for dem – noget denne her oplevelse dengang åbnede mine øjne for,” siger Kristina May Pries.

”Vi kan sagtens lave et lækkert design, der rammer en tone – det er nemt, hvis man er en dygtig designer – men at lave design, der løser problemer, det er straks en anden sag. Det er ikke nødvendigvis smukt, men det udtrykker, hvem afsenderen er. Det tog jeg slet ikke højde for i min løsning.”

Hun er aldrig vendt tilbage til origami i sine designprojekter, og kan umiddelbart kun forestille sig at gøre det, hvis hun fik en japansk papirproducent som kunde. Tiden skulle med andre ord være blevet brugt i learn-fasen, mener hun, når hun tænker tilbage på projektet i bagklogskabens lys.

Intet produkt uden et brand
At hun lærte noget af det første projekt, vil hun gerne illustrere med et projekt, der faktisk blev til noget. Og blev til meget mere, end hvad opgaven umiddelbart tilskrev.

Den første kunde, AM Copenhagen fik, var det nyopstartede rom-brand 1423. De ønskede sig labels og designs til en produktlinje.

Problemet var bare, at brandet 1423 ikke i sig selv havde en visuel identitet. Derfor tog Kristina May Pries og de andre stiftere i AM sig den frihed at skabe en brandidentitet i stedet.


Eksempler på designs fra 1423

”1423s opmærksomhed var ikke på den lange bane. De var nystartede, ligesom os, og satte alt ind på at komme godt fra land. Vi var kåde og troede virkelig på dem, så vi omformede opgaven helt for egen regning – for vi kunne ikke lave en produktidentitet, når de ikke havde en brandidentitet.”

Opgaven blev derfor udbygget til også at omfatte brandstrategi, som produktlinjer kunne udspringe fra. En god satsning, mener Kristina May Pries i dag, hvor samarbejdet stadig er intakt, og hvor 1423-brandet ikke kun rummer rom.

”Vi gjorde alt andet end det, jeg gjorde med origami-projektet. Med 1423 tog vi learn-fasen ekstremt seriøst. Vi lærte dem og branchen vildt godt at kende. Derfra tegnede vi, hvad drømmen kunne blive. Det skulle være så fleksibelt, at det kunne bruges i lang tid – og det bliver det faktisk stadig i dag.”


Case-design fra 1423