Kommunikationsbureauet Lead Agency har gjort Anita Baun Hørdum, Barbara Saitta Bregendal og Eva Svavars Frandsen til partnere. Alle tre besidder i forvejen stillingsbetegnelsen ’director og chief advisor’ hos Lead.
Med tiltrædelsen af de tre kvinder i partnerkredsen er bureauet oppe på otte partnere, og hvor partnerkredsen førhen kun bestod af mænd, er der nu nærmest balance i kønsregnskabet.
Internt oprustning
Sidste år fusionerede Lead Agency med Kaster, og i samme ombæring blev Søren Kaster adm. direktør. Dengang talte Bureaubiz med Kaster, der fortalte, at 2017 ville blive et eksamensår for Lead og at bureauet ville opruste i form af rekruttering. Herudover ville man dyrke fagligheden internt i virksomheden, blandt andet med en School of Excellence for medarbejderne.
Partner-udnævnelsen af Hørdum, Bregendal og Frandsen må ses som en efterlevelse af Kasters ord. Samtidig er det også ved at være praksis i branchen at udnævne bureauansatte til partnere for herved at fastholde værdifulde medarbejdere.
Lead-kultur repræsentanter
Selv siger CEO Kaster, at de tre nyudnævnte bureaukvinder er repræsentanter for et firma, hvor gode resultater og arbejdsglæde er tæt forbundet:
”Vores erfaring er, at sund forretningsudvikling, stærk faglighed og sprudlende kreativitet kun kan foregå i et arbejdsmiljø, hvor medarbejderne besidder imponerende kompetencer, er sympatiske og nyder hinandens selskab. Vi skaber de bedste resultater for vores kunder, fordi vi lykkes med at kombinere arbejdsglæde med et stærkt fagligt, kreativt og samarbejdsorienteret miljø. Eva, Barbara og Anita repræsenterer entydigt disse evner og værdier.”
Partnerkredsen i Lead Agency består nu af: Adm. direktør Søren Kaster, Kresten Schultz-Jørgensen (stifter), Peter Albæk, Torsten Jansen, Lars Volle, Anita Baun Hørdum, Barbara Saitta Bregendal og Eva Svavars Frandsen.