Der var fart på Pentia i det seneste regnskabsår, der sluttede d. 30. juni. Først og fremmest i selve Pentia, der nominelt voksede med næsten 13 mio. kr. Pentia måtte dog se sig slået af datterbureauet Pentia Mobile (tidl. House of Code), når det gjaldt procentuel udvikling. Væksten på næsten 30 pct. her var dog kun lig med en nominel vækst på godt 2 mio. kr.
Det andet datterbureau, dialogbureauet Klausen & Partners holdt sig til en mere moderat vækst.
Men samlet set var det et godt år.
Pentia konstaterer selv, at bureauet “er gået fra at være et udviklings- og teknologifokuseret hus til et strategisk digitalt konsulenthus med en bred vifte af ydelser. De seneste års resultater afspejler, at der har været et behov i markedet for en digital partner, der både udfordrer virksomhedernes digitale kerneproblemer på et strategisk og taktisk niveau og kan bygge solide digitale løsninger.”
Pentia har benyttet det gode år til at lancere to nye selskaber: Et strategiorienteret bureau under navnet Pentia Shift og et såkaldt freelance bureau under navnet Pentia Scale.
Sidstnævnte handler bl.a. om at hjælpe kunderne med kapacitetsproblemer ved at matche dem med højt specialiserede freelance konsulenter.
“Vi har altid selv arbejdet med freelancere og vi har et rigtig stort netværk. Vi er gode til at finde freelancere og teste dem, så vi kan stå på mål for dem, og det sætter vi med Pentia Scale så at sige på formel, så vi på den måde også kan hjælpe vores kunder,” siger co-CEO, Christian Ruud.
Han forklarer oprettelsen af et selskab med fokus på strategi med et ønske om at forstærke den strategiske indsats.
“Det strategiske arbejde er noget lidt andet end digital udvikling. Det er en anden kultur. Desuden kan vi også tilbyde direktøren for selskabet et medejerskab. Der er dog ingen tvivl om, at vi er en helhed og at vi skal lykkes sammen. Vi tror bare på, at vi ved at sætte det mere frit bedre kan leve op til vores ambitioner og levere bedre løsninger til kunderne,” siger Christian Ruud.
Han fortæller videre, at oprettelsen af de to selskaber er led i en rebranding-proces, hvor flere kompetenceområder bliver synliggjort. Der er således planer om at synligggøre enheder som f.eks. Pentia Create og Pentia Build.
Når det gælder fremtiden, så er han grundlæggende holdt op med at kigge ind i krystalkuglen.
“2022 var fantastisk. 1. halvår 2023 var også godt, mens 2. halvår ser ud til at rumme lidt mere træghed. Man hører også om flere fyringsrunder rundt omkring. Men når ikke engang økonomerne kan helt finde ud af, hvor vi er på vej hen, og så tænker jeg ikke, at jeg kan. Men vi sørger for at være parate til at agere på udviklingen,” siger Christian Ruud.
Pentia
- Bruttoavance 81,469 mia. kr. +18,3 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 947.314 kr. +0,4 pct.
- Lønandel 73,3 (71,3)
- Resultat før skat +9,021 mio. kr. -4,7 pct.
Pentia Mobile
- Bruttoavance 10,65 mio. kr. + 27,7 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 626.471 kr. +5,1 pct.
- Lønandel 65,2 (61,9)
- Resultat før skat +0,421 mio. kr. (0,706 mio. året før)
Klausen & Partners
- Bruttoavance 21,61 mio. kr. +4,3 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 1.137.361 kr. +9,7 pct.
- Lønandel 65,4 (66)
- Resultat før skat +3,381 mio. kr. +12,2 pct.
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz