Steffen Hjaltelin har sagt farvel. Hvorfor det?

Finn Graversen,
journalist

Han har lagt navn til en af de sidste 10 års mest markante bureausucceser i Danmark, så det vækker opmærksomhed, når han vælger at sige farvel. Her er en diskussion af, hvad der ligger bag afgangen.

På mange måder er det ikke overraskende, at Steffen Hjaltelin nu siger farvel til det bureau, han stiftede i 2003, og som han har gjort til en af de mest markante succeser på det danske bureaumarked de sidste 10 år. For da bureauet for tre år siden blev solgt til Accenture Interactive fulgte der helt uvilkårligt en tanke med: Hvor længe bliver stifteren hængende?

3 år blev så svaret.

Spørgsmålet er dog, hvad historien bag afgangen er. Og i dette tilfælde er den måske ikke helt det, som den umiddelbare tanke vil sige. Historien er fyldt med markante personer, der har skabt et stærkt bureau, solgt det til en international koncern – for så at finde ud af, at de ikke kan trives i et stort system med hierarki, controllere og politiske spilfægterier.

I Steffen Hjaltelins tilfælde kan det dog ligne noget mere planlagt. Måske ikke ligefrem en planlagt exitstrategi, men at Steffen Hjaltelin da han satte sin underskrift på kontrakten godt vidste, at det meget vel kunne ende med, at han ville forlade bureauet.

Hans afgang kommer tre år efter salget, og det ligner en tanke, for det matcher meget godt en normal earn-out-periode. Det forhold kan selvfølgelig bruges som argument for både, at han er blevet træt af det globale system, og derfor skrider så snart han kan komme ud, men også at han har bevæget sig mod udgangen lige siden salget.

Andre ting kan tale for det sidste.

Kigger man på Steffen Hjaltelins karriere, så er den præget af en noget entreprenant – og måske ligefrem en snert af noget rastløst forstået på den måde, at livet ikke bare skal leves – det skal også opleves. Undervejs i opbygningen af Hjaltelin Stahl valgte han f.eks. at tage orlov for at rejse jorden rundt med familien.

Han startede sit arbejdsliv med at være ansat i store virksomheder som Berlingske, Politiken og Oticon. I slutningen af 90’erne trådte han så frem i en markant rolle som annoncedirektør for Politiken, hvor han stod bag et ambitiøst forsøg på at bringe dagbladene tilbage i kampen mod tv med lanceringen af QRP-systemet, der skulle matche tv’s salg af kontakter frem for sekunder. QRP stod for Quality Rating Points og ideen var, at man skulle skabe et analyseværktøj, der gav dagbladene muligheder for på tilsvarende vis at sælge kontakter frem for millimeter.

Det har helt sikkert krævet et entreprenant gen at sætte det i søen.

Og måske erkendte han her, at han ikke var egnet som funktionær med chefer over sig, for han blev ikke hængende til at gøre arbejdet færdigt. I stedet blev han CEO i Matchwork, der handlede om at skabe et jobmarked på nettet. Det var i den første fase af internettets tidsalder og har således helt klart krævet et stærkt entreprenant gen. Og så var han nr. 1.

Det var han også, da han så i 2003 stiftede sit bureau. Først under navnet Hjaltelin & Co for i 2005 at blive til Hjaltelin Stahl, da han fandt sammen med Nicolai Stahl. Han fandt også sammen med andre gode folk – herunder ikke mindst Jens Peter Jensen, og det var så stærkt et koncept, at Hjaltelin Stahl blev en af de mest markante bureau-succeser i Danmark. Så markant at Accenture Interactive i 2019 gav skønsmæssigt over 300 mio. kr. for bureauet.

Som største aktionær har Steffen Hjaltelin formentlig kunnet sætte et trecifret millionbeløb ind på kontoen, og på den måde stod han som en markant entreprenør-succes med penge på lommen. Men det efterlod også spørgsmålet, om han nu kunne blive en company-man.

Steffen Hjaltelin er en stærk strateg, som givet kan gøre sig gældende i et globalt Accenture- univers – men det vil stadig placere ham lidt nede i rækkerne. Kan han leve med det?

I udmeldingen om hans afgang fremhæver han, at han nu vil bruge mere tid på iværksættere, og på den måde svarer han vel indirekte på spørgsmålet. Men han fremhæver en anden ting, der er interessant i denne sammenhæng – nemlig at han også vil bruge mere tid på samfundsforhold, som er noget han brænder for. Han spillede f.eks. en markant rolle i forhold til Venstre, som Hjaltelin Stahl var bureau for i mange år, men som man måtte afvikle ved salget, fordi Accenture ikke arbejder for politiske organisationer.

Når man tager forhistorien i betragtning og hans interesse for samfundsforhold, så lyder det som om, det har gjort ondt at skulle afvikle samarbejdet med Venstre. På den anden side, så vidste han, at Venstre skulle droppes, da han skrev under. Og han vidste vel også, at han brændte for samfundsforhold.

Læg dertil, at Hjaltelin Stahl er blevet så stort et bureau, at det sagtens kunne have dannet grundlag for en lidt mere overordnet rolle, hvor han kunne bruge mere tid på både iværksættere og samfundsforhold.

Alligevel solgte han.

Det kan selvfølgelig tænkes, at han vurderede, at det var det rigtige for bureauet og de mange medarbejdere, og så betød det mindre, at han inderst inde vidste, at det satte en udløbsdato på hans rolle. Om det var tilfældet ved kun han selv og måske de nærmeste omkring ham. Men når han i pressemeddelelsen nævner, at han siger farvel med “et lille smil på læben”,  så ligner det mere, at han godt vidste, at salget aktualiserede en udløbsdato for hans bureauliv.

I hvert fald for denne omgang. Men mest sandsynligt for altid, for han har skabt sig alle muligheder for at bevæge sig ud i nye roller og sammenhænge, hvor han kan udforske nye sider af sig selv.