Umwelt gør underskuddet mindre

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Der er fortsat røde tal på bundlinjen hos Umwelt, men det går den rigtige vej, og reklamebureauet ser lyst på fremtiden.

Det skal være skidt, førend det kan blive godt, siger man. Det kan de skrive under på hos Umwelt, der sidste år måtte præsentere et underskud på mere end to millioner for 2015.

Efter en dårlig start på 2016 lykkedes det reklamebureauet at rette op på den kedelige udvikling og trække årets resultat op på et samlet underskud på 782.800 kr.

“Vores første halvår i 2016 var bestemt ikke godt og var præget af kundeafgang og generel opbremsning hos vores kunder. Derimod var andet halvår præget af stor aktivitet og en række nye kunder. Vi opnåede derfor en positiv drift i andet halvår, som resulterede i et positivt EBITDA (resultat af primær drift, red.) for året,” siger adm. direktør Michael Martin Hansen.

Blandt reklamebureauets nye kunder er BRFkredit, Undervisningsministeriet, Dong Energy og Chr. Hansen.

Positive forventninger til 2017
Selv om der fortsat er røde tal på bundlinjen, er driftsresultatet gået fra et rungende minus i 2015 til plus i 2016, hvor Umwelts omsætning ellers faldt med næsten en tredjedel.

På baggrund af udviklingen i 2016 ser Michael Martin Hansen dog lyst på det indeværende regnskabsår:

”Vi har positive forventninger til 2017, idet der stadig er stor kundeaktivitet på bureauet – med både nye og eksisterende kunder. Samtidig har vores fokus på komplekse kunder, der har behov for marketingstrategisk rådgivning og digitale ydelser, båret frugt – ligesom vi i højere grad har ensrettet og konceptualiseret vores forretning omkring vores kundeløfte ’The Perfect Meeting’. Endelig oplever vi, at vores digitale off-the-shelf produkter ræsonnerer godt i markedet, hvilket giver basis for en bedre indtjening.”

Umwelt annoncerede i sidste uge, at Bording havde købt sig til en ejerandel på 20 pct. af reklamebureauet. Resten af aktierne ejes af Umwelts ledelse med seniorpartnere og associerede partnere.

Nøgletal for 2016 (i parentes 2015):
Årets resultat -782.800 kr. (-2,224 mio. kr.)
Omsætning 30,944 mio. kr. (44,049 mio. kr.)
Bruttoavance 23,066 mio. kr. (27,12 mio. kr.)
Bruttoavance pr medarbejder: 922.000 kr. (821.818 kr.)
Lønandel: 50,9 pct. (88,3 pct.)
Resultat af primær drift 1,187 mio. kr. (-3,097 mio. kr.)