Videoreklamer: Fokus er et nøgleord

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

”Man får den fokus, man fortjener og den, der bestemmer, hvad man fortjener, det er forbrugeren,” sagde Facebooks landechef på et velbesøgt møde hos Bureaubiz, hvor Facebook gav gode råd til, hvad der virker i mobilvideoer.

Hvorfor taler alle om video lige nu? Fordi video på mobilen er et effektivt redskab til at få sit budskab ud.

Det sagde Facebooks landechef, Daniel Käfer på et velbesøgt morgenmøde hos Bureaubiz for nylig.

Morgenmødets titel var Video og Visuel kommunikation og Facebooks landechef kom med input til, hvordan man får forbrugernes opmærksomhed i videoreklamer.

Men først kom Daniel Käfer ind på, at vi som forbrugere opfører os anderledes i dag end for år tilbage, når vi konsumerer indhold.

”Vores hjerner er ekstremt hurtige og især de unges hjerner er hurtige til at opfatte budskaber,” sagde han og fortsatte:

”Når vi taler budskaber, har vi altid sagt at et sekund er ingenting men i dag er et sekund en evighed.”

Han fortalte, at man før troede, at det tog 0,3 sekunder at gennemføre en tanke, men at man har fundet ud af at det tager mindre en end tiendedel af et sekund og hvis man ser på et billede, går det endnu hurtigere.

Selvom billedet i ovenstående video kun vises et splitsekund, er det lang nok tid til at du både ser, hvad der er på billedet samt at du danner dig et indtryk af, om den er sød eller farlig.

Også speedreading vender man sig til, se blot her:

Man kan sagtens opfange ting lynhurtigt, det kræver dog, at man fokuserer og derfor er fokus nøgleordet, sagde Daniel Käfer:

”Man får den fokus, man fortjener og den, der bestemmer, hvad man fortjener, det er forbrugeren”.

På Facebook har man ikke lang tid til at komme af med sit budskab. Hvis det er på desktop, er det i gennemsnit 2 1/2 sekund, og på mobilen er det kun 1,7 sekunder, før forbrugeren er videre og de unge er hurtigere væk.

Og det er en af udfordringerne, mener Daniel Käfer:

”På Facebook betaler man ikke ekstra for et langt budskab og derfor ser vi ofte videoer, der er lange. Der bliver måske tænkt lidt i retning af hvordan folk så fjernsyn i gamle dage, hvor der var en kanal, dvs. en slags lean-back mode,. Men i dag skifter man mellem kanalerne samtidig med, at man har en mobil i hånden når man ser tv.”

Det er kun 10 procent af tiden på mobilen og på Facebook der foregår i lean-back mode.

20% af tiden er man ikke i lean-back mode, men er aktiv og liker og kommenterer.

”Og hele 70% af tiden er vi on the go, man venter måske på et møde, eller venter på bussen og er ikke i et mode hvor man fordyber sig. Man vil bare inspireres hurtigt og leder efter noget sjovt at se på og man giver det opmærksomhed i 3-5 sekunder. Og det, der ikke virker relevant i den situation får nærmest ingen tid, højst et mili-sekund”, siger Daniel Käfer.

Han pointerede derfor, at når man producerer indhold, er det vigtigt at forstå at 70 procent af tiden foregår ved, at man ikke er særlig fokuseret.

Ovenikøbet har der aldrig været mere indhold at vælge mellem. Ifølge Daniel Käfer bliver der hver 10 minut uploadet mere indhold på nettet, end der samlet blev lagt op indtil 2003.

Så mange kiggede på Facebook, mens de så Walking Dead
Daniel Käfer fortalte, at Facebook har lavet en test med den meget action-prægede tv-serie Walking Dead.

Selv i sådan en actionfilm, går tv-seerne på Facebook-app’en, mens de ser tv-programmet. Dog kan man tydeligt se, at i de scener, hvor actionniveauet lå højest, nemlig hvor zombierne slog folk ihjel, falder aktiviteten på Facebook, men der er stadig aktivitet.

Og det er som nævnt kun målt op mod Facebook og ikke andre sites som YouTube, Google eller lignende.

”Selv hvor der er action og underholdning, skifter folks fokus hele tiden,” sagde Daniel Käfer.

Det betyder altså, at hvis man vil tage kampen op omkring især seernes fokus, skal hovedbudskabet komme inden for de 3-5 sekunder, som forbrugernes opmærksomhed varer, i hvert fald på mobilen.

Men 80% af alle reklamer er ikke lavet til den måde, vores hjerner fungerer på i dag, mener Daniel Käfer.

Hos Facebook mener man derfor, at introduktionen i dag er langt det vigtigste i en reklamevideo, som skal fungere på mobilen.

Daniel Käfer kom med 3 helt konkrete råd til introduktionen i en video:

  1. Start med en titel – en titel fortæller lynhurtigt folk, hvad de kan forvente eller
  2. start med et spørgsmål, så folk bliver nysgerrige for at se svaret
  3. overrask, så folk bliver nysgerrige for at se hvad der sker

Eksempel på video, hvor man bliver nysgerrig efter at vide, hvorfor børnene vrænger ansigt.

Og husk undertekster, understrede Daniel Käfer, for mange ser video uden lyd.