Opdateret kl. 14.45 med tal for resultat af primær drift.
Med et omsætningshop på 19 pct. til mere end 95 mio. kr. i 2016, er der ingen problemer med at tjene penge hos Hjaltelin Stahl.
Investeringer i fremtiden og i særdeleshed i nye medarbejdere har dog kostet på bundlinjen for reklamebureauet, som kom ud af det forgange år med et resultat af primær drift på 15,7 mio. kr. Året før lød selv samme på 16,9 mio. kr. ved årets udgang.
Ifølge adm. direktør og partner Jens Peter Jensen kan udviklingen tilskrives vokseværk – flere kunder og kunder, der har brugt flere penge har gjort det nødvendigt at investere i blandt andet flere medarbejdere.
”Overordnet set formår vi ikke at tjene lige så mange penge på den ekstra omsætning, vi får. Det skyldes, at vi har sat nye kompetencer i spil – kompetencer, som i dag ikke er lige så efterspurgte, som de bliver i morgen,” siger Jens Peter Jensen til Bureaubiz.
85 medarbejdere er i løbet af det forgangne år blevet til 115, hvorfor også personaleomkostningerne er vokset betragteligt og har ædt deres del af bureauets driftsresultat.
Jens Peter Jensen er dog, som det fremgår, ikke bekymret for fremtiden:
”Her et godt stykke inde i 2017 ligger vi samme sted som ved udgangen af 2016. Meget kan ske, men vi venter et resultat på nogenlunde samme niveau.”
Dermed modererer han det varsel om et bedre resultat i 2017, som ledelsen fremlægger i regnskabets beretning.
Nøgletal for 2016 (i parentes 2015)
Omsætning: 95,279 mio. kr. (80,191)
Personaleomkostninger: 64,840 mio. kr. (49,161)
Driftsresultat: 29,463 mio. kr. (30,039)
Resultat af primær drift: 15,7 mio. (16,9)
Årets resultat: 28,038 mio. kr. (31,140)
Antal medarbejdere i gennemsnit: 115 (85)
Bruttoavance: 112,792 mio. kr. (96,548)
Bruttoavance pr. medarbejder: 0,980 (1.027)