Der virker til at være en forskel på, hvordan vi har det med ‘at blive ældre’, og hvordan vi har det, når ‘vi bliver ældre’. Opfattelsen af, hvad det betyder at blive ældre og være ældre, er nemlig knyttet til personlighed – det er individuelt og komplekst.
Det er så nemt for os at kategorisere mennesker. Alder er knyttet til så mange misforståelser. Spørg ethvert barn om, hvor gamle deres forælder er, og de vil fumle med tallene. Spørg en teenager om, hvornår nogen er gammel, og de vil finde 30’erne passende. Spørg en 30-årig, og svaret er anderledes. Alder er frygtet og magisk – indeholder erfaring og dødelighed.
Stokke, solnedgang og grå guld
Jeg arbejder i det strategiske konsulentfirma ReD Associates. For en tid siden lavede vi en undersøgelse for et stort spiritusfirma, der ville vide mere om baby boomers – den generation, der er 55 til 70 år nu. Som mange andre virksomheder er også de med til at forme vores idé om, hvad alder er. De fokuserer på et ungt publikum til at bære deres mærke frem, og i den proces ved de meget mindre om andre end lige dem.
Læs her om fænomenet ‘OK Boomer’.
En af åbenbaringerne var den styrke, frihed og energi, som aldersgruppen oplevede – økonomisk, spirituelt og socialt. Dette er endda en gruppe, der ofte bliver afbildet som gyldne grå med stokke og en solnedgang – men hvad vi så, var aktivitet og vitalitet.
Foto: GettyImages
Ethvert livsstilsmærke, der ønsker, at målgruppen skal være 14-25 år, giver sig selv en meget smal platform. Mærkerne står skulder mod skulder i et løb, der er rettet mod denne superunge generation, som virksomheder antager, er både ‘doers’ og aktivister, forbrugere og brands og ambassadører. Jagten på denne forbrugergruppe kan dog virke som et fatamorgana i den virkelige verden – nogle gange findes de egentlig ikke, og der er ikke plads til kompleksitet i de tilsyneladende intetsigende segmenteringsmodeller.
Jeg føler sjældent, jeg passer i nogen kasse. Og alder er der, hvor antagelser virker til at blive langvarige – i vores egne tanker og den kollektive tankegang.
Så hvordan fortæller vi en anden historie om alder?
Historier, der ikke bare er bygget på antagelser?
Én ting at erkende er, at folk bevæger sig i temaer, der interesserer dem, og som er mere tilknyttede deres livsstil. Grænserne er ikke særligt defineret efter alder. Når du bliver 25 år, centrifugerer du dig muligvis ind i andre sociale grupper på grund af livsvalg, arbejdsrelationer, familie osv., men det betyder ikke, at du mister grebet om, hvem du er. Nogle ting dukker op i en bestemt aldersgruppe, men bliver tilpasset til andre.
Hvordan forestillede jeg mig, at livet ville se ud som 44-årig? Hvem tænker jeg på, når jeg forestiller mig en, der er 44?
På en måde skaber reklamer for og af disse antagelsesdogmer en trættende dissonans. Og alt dette bliver, naturligvis, endnu mere sløret, når vi tilføjer seksualitet, hudfarve, kropsstørrelse osv. Det er, som om vores åbenhed bliver holdt nede af os, af industrier, af kommunikation og tradition.
Alder har altid været noget mere for mig end bare en horisont – min far fik mig som 50-årig, mine søskende var på min mors alder. Som 44-årig ser jeg tilbage på en fortid, jeg har levet og støbt sammen. Jeg bruger min tid i et prøv og fejl-rum med læring og fralæring. Jeg har samlet nok data til at se mønstre, både gode og dårlige. Hvordan forestillede jeg mig, at livet ville se ud som 44-årig? Hvem tænker jeg på, når jeg forestiller mig en, der er 44? Hvilke skæve ruter har jeg taget?
Som en russisk dukke bærer jeg alle mine tidligere iterationer. Oplevelser delt i lag. Gennemsigtige, skrøbelige overlag, der skaber en densitet. Identitet. Jeg er 44 år gammel. Lagene er ikke altid organiseret kronologisk. Nogle gange kommer følelsesmæssige oplevelser til overfladen, nogle gange sidder de fast.
I sidste ende, hvis jeg ikke udfordrer deres antagelser såvel som mine egne, hvordan kan jeg da skabe noget tættere på virkeligheden?
Jeg har reflekteret over mit livs skæve aldre, oplevelses- og erfaringslag – mine Nannakronismer – og de refleksioner kan du læse nærmere om lige her i min artikel for magasinet Undoordinary, hvis seneste issue handler om alder.
Til dagligt arbejder jeg med visuel kommunikation, og med de visuelle valg, jeg tager, når jeg feks. arbejder med præsentationer, bliver jeg vogter for, hvordan alder bliver opfattet,af de brands, jeg arbejder med. I sidste ende, hvis jeg ikke udfordrer deres antagelser såvel som mine egne, hvordan kan jeg da skabe noget tættere på virkeligheden?
Jeg bærer disse og flere lag af identitet med mig i alt, hvad jeg gør. Det er det, der gør livet kompliceret og unikt. Det er udsvingene mellem godt og dårligt, let og tungt, stærkt og svagt, der flyder gennem livet og interagerer med relationer og oplevelser. Og vi har et ansvar for at udfordre antagelserne.
Aldring er ikke kun et stigende tal. Det er en hvirvelvind af oplevelser og en uendelig rejse mellem fortid, nutid og fremtid. Og det er at se på sig selv – grundigt, så man ikke bliver fanget af egne antagelser og formodninger.
