40 bureauledere samlet om ledelse, rekruttering og “den vigtigste afdeling på bureauet”

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Med bureauernes fantastiske regnskaber som bagtæppe afholdt Creative Clubs sit årlige bureauleder-seminar. Her er inputtene og inspirationen – og en barsk sandhed: Der er mange årsager til, at folk vil arbejde på et bureau, men kun én grund til, at de forlader det.

Det gik intet mindre end fantastisk for de danske bureauer sidste år: Branchen voksede med 1,248 milliarder kroner. Det fortalte Finn Graversen på et bureaulederseminar for ca. 40 bureauledere i regi af Creative Club.

Udover tilbageblikket på sidste års bureauregnskaber, som havde fremgang over en bred kam med designbureauer som absolut topscorer, var der også på seminaret fokus på hvad fremtiden vil bringe.

Med tanke på krig, stigende priser og forbrugertillid i bund, brugte bureaulederne ord som ’skeptisk’ og ’spændende’ om 2023. Man var enige om, at der nok var mørkere skyer forude, men også at rekruttering og fastholdelse stadig var en stor udfordring.


Finn Graversen

Ledelsen er den altoverskyggende årsag til, at folk smutter
Når man siger rekruttering og fastholdelse, må man også sige ledelse, og det var netop nøgleordet på tværs af oplægsholderne på bureaulederseminaret.

Dion Sørensen, der er business-psykolog, og forfatter til bogen ’Du er leder ikke coach – ansvaret er dit’, fortalte at selvom det skifter over tid, hvilke faktorer nye medarbejdere lægger vægt på, er årsagen til, at man forlader virksomheden den samme:

”Ledelsen er den altoverskyggende årsag til, at folk smutter og mistrives. Der er løbende ændringer i, hvad de vælger til, men ikke hvorfor de går, så her har vi kontrollen i vores hænder,” sagde Dion Sørensen, og tilføjede:

”Uanset markedssituation er der altid brug for god ledelse. Det kan alle blive enige om. Uenigheden opstår, når man skal blive konkret om, hvad god ledelse er.”

At ledernes adfærd er helt relevant for medarbejdernes trivsel, fortalte Dion Sørensen gennem en lille anekdote:

En leder bad Dion Sørensen om hjælp, fordi der åbenlyst var en dårlig kultur i virksomheden. Det undrede lederen, for han syntes, at han gjorde alt muligt for medarbejderne. Der var god frokost, fleksible arbejdstider, rabatordninger og sociale aktiviteter.

En undersøgelse viste, at medarbejderne syntes, at lederen var humørsvingende, og det kom som en stor overraskelse for lederen.

”Så husk, at jeres adfærd i hverdagen har en ekstrem stor effekt på jeres medarbejderes trivsel,” lød det fra Dion Sørensen, der i øvrigt også mindede bureaulederne om, at man skal coache som leder, men man er leder og ikke coach, og det indebærer, at man skal tage ansvar og være en god leder – også når der skal tages upopulære beslutninger.

Dion Sørensen

Sandwichmodel kan bruges af konfliktsky ledere
Endelig kom Dion Sørensen med en hjælpende hånd til de ledere, der er konfliktsky – og ifølge mange medarbejdere, har de en konfliktsky chef.

Den kaldes sandwichmodellen:

”Når du skal tage den svære samtale, så kan sandwichmodellen hjælpe dig: Først så anerkender du, så kommer du med kritik, og så anerkender du igen. Det er redningskransen for konfliktsky ledere.”

Iværksættere er afgørende for den danske bureaubranche
Hvis man som medarbejder, ikke kan lide lugten i bageriet, kan man jo også vælge at starte sit eget bureau. Og det behøver bestemt ikke at være en dårlig ide. For ifølge Henrik Jensen, der er Ph.d. i innovation af forretningsmodeller inden for medier og bureauer, er iværksættere afgørende for vækst i den danske bureaubranche. Det har han uddybet i denne klumme.


Henrik Jensen

Over halvdelen af praktikanterne bliver på bureauet
Uanset om man er ny i bureaubranchen eller har været bureauleder i flere år, så kan det være godt med inspiration fra andre bureauledere.

Og på bureaulederseminaret kom adm. direktør hos det seks år gamle performance marketing bureau, Searchmind, Anders Bjerre med sit bud på, hvorfor man gør stor brug af praktikanter.

”Vi forsøger at skabe de unge talenter selv som supplement til vores rekruttering,” siger Anders Bjerre, som sammen med sin partner Brian Ahle har tredoblet antallet af medarbejdere inden for de seneste tre år, og som nu har rundet 60 medarbejdere.

Anders Bjerre fortalte, at over halvdelen af de praktikanter, man tager ind, ender med at blive ansat, så praktikforløbet er en god rekrutteringskanal. Searchmind er da også blev nomineret til Østjyllands bedste praktikvirksomhed tre år i træk af Studenterhus Aarhus og Aarhus Kommune.


Anders Bjerre

HR er den vigtigste afdeling på bureauet
På bureaulederseminaret var der også inspiration at hente hos Lars Hedal, som for halvandet år siden solgte e-handelsbureauet Hesehus til den nordiske kapitalfond QNTM Group.

Hemmeligheden bag, at bureauet – endda efter salget fra bureaulederejet til en kapitalfond – har kunnet ansætte 113 medarbejdere samtidig med, at man kun har haft 13 opsigelser i år, er ifølge Lars Hedal, at HR er og altid har været den vigtigste afdeling.

”Da vi blev solgt, var vi 100 medarbejdere. Heraf var to i salg og fire i HR. Det undrede QNTM Group sig over. Men forklaringen er, at vi konkurrerer på, at vi kan lave resultater og på, at vi er kendte, og det er meget nemmere at sælge end at få nye kolleger. Derfor er – og har været – HR vores vigtigste afdeling,” sagde Lars Hedal til de 40 fremmødte bureauledere.

Det forstod køberen godt, og i dag er det med i strategien, at HR er det vigtigste aktiv for virksomheden og der er derfor nu 10 ansatte i HR-afdelingen og 3 i salgsafdelingen.

Lars Hedal fortalte også om sine holdninger til ledelse, som han deler op i ”tre klare holdninger”.

Det første er den tredobbelte bundlinje.

”Jeg fokuserer først på glade kolleger og glade kunder, og det giver en sund økonomi. Når vi får nye ledere, får de bogen: ’Sult i paradis’ af Rasmus Ankersen. Den handler om ikke at gå amok i personalegoder, for det er ikke det, der holder på folk. Det er heller ikke lønnen, og derfor er vi heller ikke lønførende,” sagde Lars Hedal og fortsatte:

”Bogen handler om hele tiden at tro på, at man kan udvikle sig og gøre det bedre.”

Den anden holdning i forhold til ledelse er, at en leder forstår at være ydmyg.

”Ydmyghed er det vigtigste overhovedet,” siger Lars Hedal og uddyber:

”Når man møder ind om morgenen, har man ingen autoritet, den skal man gøre sig fortjent til. Medarbejderne forventer, at man kan forklare, hvorfor de skal gå i en bestemt retning, og derfor bliver vi hele tiden udfordret som ledelse, men det er også det, der gør os bedre.”


Lars Hedal

Lars Hedals sidste holdning i forhold til ledelse handler om konkret kommunikation:

”Vi skal hele tiden kunne forklare, at jo flere penge, vi tjener, jo sjovere er det. Det handler ikke om at kommunikere tal, men om at sige, hvad vi kan, når vi tjener penge, og at gøre det helt konkret. Fx at vi kan betale for alle medarbejderes julefrokost, at vi kan udvikle medarbejderne i Hesehus Academy. Og i foråret gav vi alle medarbejdere en inflationsbonus på 2 pct. netop for at undgå, at medarbejderne syntes, at det var uretfærdigt, at kapitalfonden også i en krisetid skulle tjene penge, mens medarbejderne havde mindre i realløn.”

Både mænd og kvinder bekymrer sig, når de skal på barsel
Udover at tiltrække praktikanter og være opmærksom på medarbejdernes trivsel, er gode barselsvilkår blevet et endnu vigtige element til at tiltrække og fastholde medarbejdere. Det har flere bureauer meldt ud tidligere.

Endvidere er der kommet nye barselsregler, som skal skabe mere ligestilling mellem forældre. Det øger det samlede antal barsler, som bureauerne skal håndtere, sagde Natalia Rogaczewska på bureaulederseminaret. Hun er CEO i Værdbar, som yder rådgivning om strategisk håndtering af barsel.

Ifølge hende viser undersøgelser, at syv ud af 10 mænd vil bruge den øremærkede barsel. Og det kan være en udfordring, mener Natalia Rogaczewska. Hun står selv bag en undersøgelse med 244 respondenter, heraf 85 pct. højtuddannede kvinder og 15 pct. højtuddannede mænd, i alt med 291 barselsforløb.

”Undersøgelsen viser, at 36 pct. medarbejdere søger nyt job i forbindelse med barsel. virksomheder. Samtidig viser den, at gode barselsforløb kan reducere risikoen for, at medarbejdere søger nyt job i barselsperioden med 50 pct.”


Natalia Rogaczewska

Natalia Rogaczewska påpegede på bureaulederseminaret, at det er vigtigt med forventningsafstemningssamtaler både før, under og efter barslen. Ifølge Værdbars undersøgelse havde 66 pct. ikke haft en samtale om forventninger i forbindelse med barslen.

”Når man klæder ledere på til at håndtere barsel godt, styrkes deres generelle ledelseskompetencer. Det kommer alle deres medarbejdere til gode, også dem, der ikke er på barsel – samtidig med, at det holder på de barslende medarbejderne. Det er ren win-win”, sagde Natalia Rogaczewska.