Mona Juul: Der er kun ét bureau for mig

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Mona Juul har til branchens – og også lidt sin egen – overraskelse forladt direktørposten i Envision for at gøre karriere som politiker. Hun vil kæmpe for erhvervslivet og fremme den bæredygtighedstankegang, som ifølge hende om få år vil komme bureaubranchen til gavn.

Hun vidste det godt. Mona Juul var klar over, at hun inden for en overskuelig fremtid ville overlade roret til en anden. Hun vidste også, hvad hun selv skulle få tiden til at gå med post-Envision. Om nogle år.

Men intet af det kom til at holde stik.

Da Envision for få dage siden sprængte bomben – at reklamebureauets adm. direktør gennem de seneste 11 år forlader sit job for at stille op til Folketinget – sendte den chokbølger gennem branchen. Og også lidt gennem hovedpersonen selv.

”Jeg har hele tiden vidst, at det ville være klogest på et tidspunkt at skifte. Når man har været direktør i mange år, som jeg har, har man en holdbarhedsdato. Man begynder at kunne høre sig gentage sig selv. En kollega sagde engang til mig, at man så er nødt til enten at finde et nyt publikum eller at finde noget andet at sige,” fortæller Mona Juul.

Man er nødt til enten at finde et nyt publikum eller finde noget andet at sige.

Hun begyndte efter Envisions opkøb af Marv for to år siden at lægge en ny strategi for bureauet – en strategi, der indebar hendes egen fratræden som direktør.

”Envision klarer sig godt på alle parametre, men selv om vi ikke selv forstår det, får vi ikke anerkendelse for det kreative. Vi skal have en direktør ind, der kan tegne en stærkere kreativ profil,” siger Mona Juul til Bureaubiz.

Hun var ikke i tvivl om, at afløseren skulle være COO Anders Tranæs, og på den måde var alt tilrettelagt for et direktørskifte. Om nogle år.

Envision = Mona Juul
Mona Juul og Envision går næsten 20 år tilbage i tiden. For mange er Envision synonym med Mona Juul, der ud over at være bureauets ansigt udadtil også qua blandt andet formandskabet i brancheforeningen Kreativitet & Kommunikation er en markant skikkelse i reklamebranchen.

Og selv om hun er politisk interesseret og via tillidshverv i blandt andet Dansk Erhverv og WWF er bekendt med at arbejde politisk, havde erhvervskvinden aldrig drømt om at skulle gå politikervejen.

Det var derfor også ment i spøg, da hun under en samtale med det tidligere konservative byrådsmedlem Steen Stavnsbo bød sig til som en mulig afløser for Naser Khader, der tidligere på året skiftede Østjyllands Valkreds ud med Sjællands.

Jeg har aldrig i de år, jeg har været hos Envision, takket ja til en jobsamtale, men det her – det var jeg bare nødt til.

”Jeg sagde lidt for sjov, at jeg da kunne tage en for holdet ved næste valg om fire år. Det holdt han mig så op på: Hvorfor ikke nu? Der går to minutter, og så ved jeg bare, at det er det, jeg skal. Jeg har aldrig i de år, jeg har været hos Envision, takket ja til et jobtilbud eller været til en samtale, men det her – det var jeg bare nødt til.”

Kun ét bureau
Og således gik det til, at Mona Juul til det kommende folketingsvalg bliver de Konservatives spidskandidat i Aarhus.

”Jeg har aldrig gået og drømt om at være politiker. Jeg har drømt om at arbejde politisk og har blandt andet gjort det i mine seks år som formand for Kreativitet & Kommunikation, men ud over bestyrelsesarbejde har jeg egentlig bare tænkt, at jeg skulle arbejde for Envision. Der er kun ét bureau for mig.”

Det sidste bliver sagt med kærlighed i stemmen. Der hersker ingen tvivl om, at fremtiden for Mona Juul – uanset om det så går med politikken eller ej – ikke involverer andre bureauer end hjertebarnet Envision.

Der er kun ét bureau for mig.

Under Mona Juuls ledelse er Envision vokset til sin nuværende position som et af landets største og bedst tjenende bureauer, og virksomheden Envision synes med opkøbene af Marv og Anew samt ikke mindst indlemmelsen i First Chair Group i 2016 at stå stærkt.

Ingen Plan B
Og selv om den nyslåede folketingskandidat nu har overdraget både kontor og et velkørende reklamebureau til sin efterfølger, vil hun som partner og arbejdende bestyrelsesmedlem fortsat komme til at præge Envision.

”Jeg kommer fortsat til at løse opgave for eksisterende kunder, og det bliver nok lidt svært for mig ikke også at lave newbizz. Da jeg stoppede hos Arla, gik der otte år, inden jeg holdt op med at rette på produkterne ude i butikkerne!”

Mona Juul er nemlig dedikeret ud over det sædvanlige, og selv om hun er professionel perfektionist, er hun ikke bange for at springe ud på dybt vand. Heller ikke når det er på ukendt territorium som politik.

Jeg stiller ikke op for at vinde, jeg stiller op for at vinde stort.

”Jeg stiller ikke op for at vinde, jeg stiller op for at vinde stort. Jeg er hoppet ud på planken, og det elsker jeg. Jeg har aldrig været tryghedssøgende, og jeg har heller ingen Plan B her,” slår hun fast.

Bæredygtighed giver opgaver
Mærkesagerne er klassisk konservative med et kreativt twist: mere cirkulære arbejdsgange i erhvervslivet, en mere fornuftig forvaltning af vores økonomi og endelig den bæredygtighed, som ligger hendes hjerte nær.

Og netop her ser Mona Juul et potentiale for bureaubranchen:

”Mange virksomheder får i de kommende år nogle udfordringer omkring at blive mere bæredygtige og cirkulære. Det kommer der ikke en McKinsey-konsulent og fortæller dem – det kommer den her branche til at kunne hjælpe med.”

Derudover skal der, som Mona Juul siger, jo altid lanceres nye produkter, holdninger og varer.

Drop den interne kritik
Hun er fortrøstningsfuld på branchens vegne:

”Reklamebranchen står godt. Der har været nogle hårde år, og det er en vanskelig branche at tjene penge i. Vi kæmper stadig med at kunne vise, hvilken værdi vi skaber. Det er ikke kun i regnearkene, at svarene findes, men branchens akilleshæl er, at værdien ikke altid kan måles.”

Vi kæmper stadig med at kunne vise, hvilken værdi vi skaber.

Man skal ifølge Mona Juul blive bedre til at kapitalisere på den værdi, og det kræver selvtillid. Også at stå fast på sit og ikke løbe rundt efter alt og alle. Når det er sagt, roser Mona Juul branchen for at være blevet bedre til at holde sig for god til intern kritik.

”Det virker lidt som om, at branchen ikke længere er så hård ved hinanden, og det klæder den. Hvorfor være så kritisk? Jeg har også selv fået tæsk for at arbejde med klassiske reklameydelser, men så længe nogen får en effekt ud af noget – det være sig tilbudsaviser eller TV-reklamer – er der ingen grund til at nedgøre det.”

Mona Juul fratræder sin stilling som adm. direktør i Envision pr. 1. oktober og kan da for alvor køre sig i stilling til det folketingsvalg, der skal afvikles senest i juni 2019. Uden altså at slippe hjertebarnet helt.

Blå bog
Mona Juul er født i 1967

Uddannet civiløkonom (HA/HD) fra Syddansk Universitet i 1993 og efterfølgende blandt andet uddannet ved Den Danske Reklameskole

Hun startede hos Envision i 1999 og blev i 2007 adm. direktør
Blev i 2003 partner og ejer i dag 20 pct. af aktierne

Mona Juul stod i spidsen for salget af aktiemajoriteten i Envision til First Chair Group i 2016. FCG ejer 60 pct. af Envision, resten er partnerejet

Før Envision var Mona Juul en årrække hos Arla, inden i 1998 kom til bureaubranchen og Gynther & Company

Bestrider en række tillidshverv, blandt andet for Dansk Erhverv, WWF og Eniig Fiber

Sad fra 2009 til 2016 siddet i bestyrelsen for Kreativitet & Kommunikation (tidligere DRRB), de seneste fem år som formand