Megatrends: Trend nr. 8 – Fremtiden tilhører de brands, der formår at skabe Omnireality Commerce

Julie Daugaard,
marketingrådgiver, Dentsu

Paw Bæk Hansen,
marketingrådgiver, Dentsu

Det er tid til, at virksomheder begynder at teste metaversplatformene af og undersøge, hvordan de kan anvende dem kommercielt. Dette er den ottende og sidste trend, som Julie Daugaard og Paw Bæk Hansen fra Dentsu præsenterede for nylig på konferencer i København og Aarhus.

Forbrugernes fysiske og virtuelle liv smelter i stigende grad sammen. Det stiller krav til, hvordan brands skal støtte forbrugerne bedst muligt i at leve deres liv gnidningsfrit mellem det fysiske og digitale. Med nye teknologier og Web3 på vej, opstår der nye muligheder for at skabe mere fordybende og sømløse kundeoplevelser i virtuelle verdener såsom Roblox, Minecraft og Decentraland.

I slut 90’erne tog internettet fart, da e-handel for alvor vandt indpas. Samme forventning ses for metaverses. Når først e-handlen finder sin vej ind i Metaverset, vil vi se platformene blomstre. Virtuelle verdener, kaldet metaverses, har en forventet vækst i markedsføring på 1,3 billioner dollars i 2030, som svarer til en sammensat årlig vækst (CAGR) på 44,5 procent.

Det er tid til, at virksomheder begynder at teste metaversplatformene af og undersøge, hvordan de kan anvende dem kommercielt. For fremtiden tilhører uden tvivl de brands, der formår at skabe Omnireality Commerce. 

Sådan kan metaverset skabe værdi for din e-handel
Den nyeste trend indenfor omnichannel hedder omnireality commerce, hvor det fysiske og digitale smelter sammen for at skabe en bedre omnichannel-oplevelse for forbrugerne. Den måde, som virksomheder kan bruge metaverses på i en kommerciel sammenhæng er gennem virtual-to-physical og physical-to-virtual, hvor de veksler deres virtuelle genstande til fysiske produkter eller vice versa.

Ja, det lyder komplekst, men det er faktisk temmelig simpelt. Et eksempel på ovenstående kunne blandt andet være, at du ved et fysisk køb tilbyder forbrugeren en rabatkode eller -bonus, der kan anvendes i den virtuelle verden.

Elgiganten motiverer forbrugere til at recycle gennem MineCoins
Elgiganten har taget Omnireality Commerce til sig, ligesom de har øget fokus på bæredygtighed. De vil gerne bidrage til den grønne omstilling med en cirkulær forretningstankegang. Det vil de gøre ved at samle gamle telefoner og andet gammel elektronik ind, så det kan genbruges. Desværre mangler forbrugerne motivation til at rydde op i deres skuffe med elektronik-rod og køre det ned til Elgigantens genbrugsstationer. Men dét har Elgiganten fundet en løsning på.

For at skabe incitament opfordrer Elgiganten folk til at finde deres gamle gadgets og elektronik frem og aflevere dem i deres genbrugsstation, i bytte modtager forbrugerne såkaldte MineCoins.

Helt konkret får forbrugerne en kvittering med en aktiveringskode på, når de afleverer deres elektronik. Koden kan veksles i Minecrafts marketplace, hvor der kan købes digitale skins og adgang til nye virutelle verdener.

 

Dentsu NXT Space – en virtuel legeplads
Mediehuset dentsu har skabt en brand avatar, Romi. Romi kan agere som virtuel influencer til live events eller på sociale medier, og hun interagerer med forbrugerne i realtid i metaverses. En ud af tre forbrugere, der har en avatar, mener, at deres avatar er en bedre afspejling af, hvem de er. Derfor giver Romi brands en mulighed for at virke familiære og relatérbare i nærvær med forbrugernes avatars.

I dentsu vurderes det, at metaverse er nær, men det er ikke helt til stede endnu. Derfor har dentsu skabt dentsu NXT Space i samarbejde med Microsoft. Dette Space skal være med til at vise, hvordan nutidens forretningsproblemer kan løses i fremtidens metavers. En virtuel legeplads, hvor kunder kan gøre sig erfaringer og lave eksperimenter med Web3-teknologien. Kunder har mulighed for at logge ind via Linkedin, så de ved, hvem de interagerer med. Det er blot et klik væk, og derfor nemt og tilgængeligt for alle at besøge. Så kig forbi Merkle Virtual Retail Lab eller dentsu intelligence center, når dentsu NXT Space lancerer indenfor de kommende måneder.

 

Flere brands bygger bro mellem den virtuelle og fysiske verden
Flere amerikanske brands har taget springet ind i metaverses. Blandt andet fastfoodkæden Chipotle, der tapper ind i en engagementsmodel, play-to-earn. Gennem Chipotle Burrito Builder, kan forbrugerne anvende deres virtuelle burrito building skills til at tjene kuponer, der kan bruges til at købe mad i fysiske Chipotle butikker. Derudover har loyalitetsmedlemmer mulighed for at veksle deres loyalitetspoint til et Roblox gavekort.

Kaffegiganten Starbucks er et andet godt eksempel. Starbucks lancerede i 2022 Starbucks Odyssey i forlængelse af deres Starbucks Rewards loyalitetsprogram. I Starbucks Odyssey har kunderne mulighed for at optjene og købe Odyssey NFT-mærker, som giver adgang til fordele og fordybende kaffeoplevelser. Disse oplevelser kan fx være et virtuelt espresso martini class eller invitationer til eksklusive events hos Starbucks. Starbucks formår at anvende sit loyalitetsprogram til at få det fysiske og virtuelle til at smelte sammen.

Flere fashion brands bevæger sig desuden også ind i metaverses. Forever21 har indtaget Roblox, hvor de tapper ind i twinning trenden. Twinning referer til, at forbrugere køber samme produkt til sit fysiske jeg, som de gør til deres avatar. Forever21 har lanceret en hue i deres butik i Roblox og eftersom, at den solgte godt, valgte de også at lancere den i deres fysiske forretninger.

Fremtiden lægger op til Omnireality Commerce.  Det er tid til at udforske forholdet mellem det virtuelle og fysiske, og brands har til opgave at bygge bro mellem de to verdener. Kan du forestille dig at købe en pizza i den virtuelle verden og få den leveret hjem til din hoveddør? Måske ikke i dag. Men i fremtiden vil det være lige så naturligt, som at bestille hos Wolt.  

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning