Tak til alle CMO’erne, der har gjort os klogere med en perlerække af værdifulde indsigter og gode råd – og ganske få helt ved siden af skiven.
Artikelserien om CMO’ens forventninger til bureausamarbejdet har været en rigtig fin serie, og jeg synes, det er herligt, at de marketingansvarlige har lukket op for posen for, hvad de forventer af vores medlemmer.
Den åbenhed skal vi kun glæde os over, og vi skal slå ørerne ud. Det ville være dumt andet.
Jeg håber selvfølgelig, at vores medlemmer sikrer sig at forventningsafstemme og evaluere løbende med egne kunder, så man sikrer samarbejdet bedst mulige betingelser.
Nogle har talt om gratis kreative oplæg og forventning om en række andre gratis ydelser. Det, der undrer mig dybt, er, at det er mennesker, der selv arbejder i virksomheder med forretningsmodeller, hvor ressourceforbruget naturligvis også skal dækkes ind af brugerne af ydelserne, for at forretningen skal kunne hænge sammen.
Jeg har glædet mig over, at flere af bidragsyderne har givet udtryk for, at et tæt partnerskab og fuld åbenhed er en forudsætning for et godt samarbejde. Det er også vores erfaring i Kreakom, at de bedste løsninger skabes ved et åbent og tillidsfuldt partnerskab.
Der skal gives og tages, grines og skændes og løbende afstemmes forventninger som i ethvert godt ægteskab.
Forretningsforståelse har været et gennemgående tema. Jeg har selv været indkøber af bureauydelser i mange år, og jeg husker selv, hvor frustreret jeg blev, når bureauet ikke forstod de mest grundlæggende ting om virksomheden og brandet.
Det er forståeligt nok i en onboarding af bureauet, men efter en periode må det være en forudsætning, at bureauet forstår kundens forretning.
Ordet ’situationsfornemmelse’ har også været nævnt og adresserer i samme boldgade som ovenstående, at det er enormt vigtigt at vide, hvornår der er åbenhed over for at blive udfordret, og hvornår der ikke er. Udfordringen kan være nok så rigtig, men bliver formålsløs, hvis der ikke er nogen i den anden ende til at adoptere den.
Alle ovenstående input af dygtige marketingansvarlige, der kun forsøger at forbedre vores fælles mulighed for at lykkes sammen, har været gode og relevante.
Ved siden af målskiven
Så er der et par holdninger i nogle af artiklerne, som efter min mening rammer helt ved siden af skiven.
Nogle har talt om gratis kreative oplæg og forventning om en række andre gratis ydelser. Det, der undrer mig dybt, er, at det er mennesker, der selv arbejder i virksomheder med forretningsmodeller, hvor ressourceforbruget naturligvis også skal dækkes ind af brugerne af ydelserne, for at forretningen skal kunne hænge sammen.
Lad os i den kontekst tage Anthony Lim, marketingdirektør hos Aller Media, der mener, at kreative oplæg bør være gratis, og som helst er fri for kontrakter.
CMO om bureausamarbejder: Tillid er vigtigere end kontrakter
Jeg tør godt skyde på Anthony, dels fordi jeg kender ham godt, dels fordi han selv fremhæver, at det nok er et provokerende udsagn. Det sidste er jeg helt enig i.
Må jeg minde Anthony om, at han – både da han var marketingansvarlig hos Call me og i sit nuværende virke hos Aller Media – opererer med både kundebetalt produktudvikling og lange bindingsperioder.
Med hensyn til den kundebetalte produktudvikling skulle jeg, hvis jeg var enig med Anthony, bare rive alle hans månedsmagasiner ned fra hylden, tage dem med hjem, læse dem, smide de ti væk og kun betale for det ene magasin, jeg kunne lide. Og derefter kun betale for eksekvering og distribution.
Jeg er med på, at der er tale om forskellige markeder. Men Anthonys og andres grundholdning til ikke at ville betale for det mest værdifulde i den samlede leverance er i min optik helt skørt.
Vores medlemmer – bureauerne – er jo ikke mennesker, der render rundt og forsøger at sælge deres opfindelser. Det er professionelle kommunikationsfolk, der forsøger at løse en brief fra en kunde, som ønsker en konkret leverance.
Jeg synes ikke det er i orden, hvis man kontraktuelt sikrer sig en position, hvor man kan droppe samarbejdspartnere fra dag til dag. Det er ikke god forretningsetik, og det er ikke en holdning, jeg har mødt mange steder. Heldigvis.
Hvis man ikke er tilfreds med samarbejdet i forhold til forventede leverancer, må vejene skilles – ligesom jeg siger farvel til Aller-magasinet Isabellas, hvis bladet gentagne gange skuffer. Og alligevel må jeg i øvrigt stadig betale bindingsperioden ud.
Og apropos debatten om kontrakter.
Jeg har personligt aldrig nogensinde været i en kontraktforhandling, hvor en af parterne forventer en forpligtigelse til et bestemt antal produktioner eller allokering af midler. Og jeg har trods alt været med til en del.
Så når Anthony fremhæver som argument ”…. at han ikke vil forpligte sig i en kontrakt til at lave X-antal filmproduktioner om året”, er det ikke en virkelighed, vi hos Kreakom kender til.
Jeg opfatter langt hovedparten af danske virksomheder som overordentligt anstændige i disse forhandlinger, der skal forsøge at sikre ordentlige forhold for begge parter.
Vores medlemmer vil eksempelvis gerne have en kontrakt for at blive behandlet nogenlunde fair i en opsigelsesperiode. Et lille bureau, der har ansat ressourcer til at servicere en virksomhed og dets brand, har krav på en anstændig exitbehandling, så bureauets omkostninger kan nå at reduceres i en opsigelsesperiode og en konkurs undgås.
Jeg synes ikke det er i orden, hvis man kontraktuelt sikrer sig en position, hvor man kan droppe samarbejdspartnere fra dag til dag. Det er ikke god forretningsetik, og det er ikke en holdning, jeg har mødt mange steder. Heldigvis.
Sidstnævnte skæverter forstyrrer heldigvis heller ikke helhedsbilledet af en fremragende serie artikler.
Interesseret i mere indhold som dette? Skriv dig op til vores nyhedsbrev her.
