Vi føler os mindre forbundne med naturen. Vores dagligdag er fyldt med skærme, indeliv og et højt tempo, der sjældent giver plads til at mærke forbindelsen til naturen sådan rigtigt. Men når vi mister jordforbindelsen (bogstaveligt og symbolsk), mister vi også motivationen til at passe på naturen.
I dentsus Pulse25 undersøgelse svarer 43%, at de savner at komme mere ud i naturen. Og helt mystisk er det heller ikke, at mange har det på den måde. For vejen til naturen er fysisk blevet længere. I dag bor over 50% af verdens befolkning i byer, og vi bruger i gns. 90% af vores liv indenfor.
Derfor er det også afgørende, at vi finder en vej tilbage. Ikke bare som individer, men også som samfund og gennem de brands, vi omgiver os med. Vi må atter lære at værdsætte og omfavne naturen. Trenden kalder vi Embrace Nature, som er en del af dentsus forbrugerstudie Pulse25.
Fra pligt til gevinst
Traditionelt har bæredygtighedsbudskaber fokuseret på vores pligt til at beskytte planeten. Men denne tilgang er ofte abstrakt og føles som en byrde for mange forbrugere. I stedet for den traditionelle fortælling om, at vi skal passe på naturen, skal brands i stedet fortælle om, hvad naturen giver forbrugerne. Forbrugere handler i høj grad ud fra en ”what’s in it for me”-mentalitet, og det skal brands omfavne.
Ved at vise, hvordan naturen kan berige vores liv (fysisk, mentalt og æstetisk), kan vi skabe en dybere motivation for at værne om den.
Brands har en unik mulighed for at bygge bro mellem mennesker og natur. Det kan være gennem produkter, der fremmer udendørsaktiviteter, kampagner, der skaber bevidsthed om naturens gaver, eller tjenester, der gør det lettere at opleve naturen. Ved at fremhæve naturens direkte værdi for forbrugeren – hvad enten det handler om sundhed, skønhed eller velvære – kan brands blive en central aktør i kampen for en mere bæredygtig fremtid.
Et godt eksempel på dette er Hyundai, der i deres kampagne Conquer the Weekend opfordrer familier til at genvinde weekenden. De opfordrer til at bryde rutinerne og dårlige vaner for i stedet at tage på eventyr sammen i naturen – selvfølgelig i deres nye, stilfulde bil.
En vej tilbage til naturen
At genetablere vores forbindelse til naturen handler ikke kun om at redde planeten: Det handler også om at forbedre vores trivsel i en travl hverdag. Brands, der vælger at fokusere på, hvad naturen kan give os, har muligheden for at skabe både meningsfulde relationer til deres forbrugere og varige forandringer i vores kollektive tilgang til bæredygtighed. Vejen frem er at bringe naturen tilbage i centrum – som en kilde til livskvalitet og inspiration. Her er tre råd, som du kan tage med fra Embrace Nature:
- Hjælp danskerne med at reconnecte med naturen ved at skabe oplevelser i naturen sammen med jeres brand.
- Fang danskernes interesse ved at fokusere på, hvad naturen kan gøre for dem, frem for hvad de skal gøre for naturen.
- Overvej, hvordan I kan fremme en større følelse af forbundethed til naturen i jeres virksomhed, og få motivationen til at passe på naturen til at stige.