TV-shopping på steroider: Live streamet e-handel

Tim Frank Andersen,
chief digital officer, Charlie Tango

Klumme: Tim Frank Andersen kommer i 10 videoer ind på de digitale tendenser for 2021. Her er den niende: Hvad sker der, når livestreaming fusioneres med e-handel? Hold øje med, hvad der sker på det område i østen, for det kommer helt sikkert her til vores del af verden lige om lidt.

Hvad sker der, når livestreaming fusioneres med e-handel? De fleste af os har glemt (eller kender ikke) forløberen til e-handel: TV-shopping. Ved at forbinde et modificeret fjernsyn via en telefonlinje til en realtidscomputer til multi-bruger-transaktionsbehandling var Michael Aldrich i stand til at lancere TV-shopping for første gang i 1979. Og resten er – som man siger – historie.

Da udviklingen var på sit højeste, genererede de to største homeshopping kanaler, QVC og HSN, tilsammen 10 mia. dollars i omsætning om året! Og selv nu, hvor internetbaseret e-handel dominerer, er tv-shopping stadig en god forretning.

Nu ser det imidlertid ud til, at disse to elektroniske shoppingformater er ved at konvergere. For at se, hvor dette fænomen udvikler sig, er vi igen nødt til at rette blikket mod øst, hvor e-handel tager fat med eksponentiel hastighed. 2020-versionen af Singles Day-begivenheden, som typisk finder sted den 11. oktober, løb i år over to uger og kulminerede i et 24-timers live tv-show. Omsætningen slog alle rekorder, sluttede på 74 mia. dollars og toppede med 583.000 ordrer i sekundet.

200 luksusmærker – som f.eks. Cartier – deltog i år med forskellige eksperimenter, der involverede livestreaming koblet med direkte shoppingmuligheder via mobilen eller online webkanalen.

’Taobao Live’ kørte 30 live streaming-kanaler under eventet. Cirka 10 pct. af indtægterne fra Singles Day-begivenheden blev genereret gennem livestreaming.

Kina har længe været i front med fuldt e-handelsintegrerede livestream-platforme som Taobao, Douyin, JD Live og Little Red Book.

Og hvis du endnu ikke har hørt om Kuaishou.com, bør du bestemt tjekke dem ud. På ganske få år, har denne livestreamingplatform nået langt over 750 millioner daglige brugere og en markedsværdi efter børsintroduktionen i sidste måned på over 160 mia dollars…

Corona-krisen har yderligere fremskyndet denne udvikling. Livestream shopping, der tilbyder en blanding af underholdning og e-handel, er blevet ekstremt populær under pandemien.

Seerne vælger at købe direkte fra værter, berømtheder, influencere eller key opinion leaders (KOL), der fremviser produkter i realtidsvideoer på internettet.

Seerne chatter og stiller spørgsmål direkte til værten og dialogen går begge veje. Derudover har værterne mulighed for at tilbyde seerne rabatkuponer og flash-tilbud i realtid.

Influencere kan tjene mange penge på onlinestreaming

Alibaba har yderligere forbedret oplevelsen ved at levere AI-drevne virtuelle værter, og desuden arbejder de med realtidsoversættelse til fire forskellige sprog. Og selvfølgelig tilbyder de allesammen et-kliks købeløsninger.

Coresight Research har anslået, at live-streaming markedet i Kina vil nå en omsætning på 125 mia. dollars i salg i år – fra 63 mia. dollars i 2019.

USA er bagud
Lige nu er USA langt bagud på udviklingen med en estimeret omsætning på 5 mia. dollars. Den mest kendte live-streaming platform i den vestlige verden er TikTok, men i vores del af verden har livestreaming for det meste handlet om underholdning og spil. Det ændrer sig dog, mens du læser denne artikel.

TikTok har allerede gennem sine første tests med livestream shopping – i samarbejde med NTWRK – et liveshopping netværk målrettet Generation Z.

NTWRK laver homeshopping for Gen Z

I Danmark tester Matas konceptet med Matas Live, og de er kommet godt fra start. Flere mindre detailhandlere og producenter eksperimenterer også med at sende live fra deres lukkede butikker eller showrooms med direkte salg til seerne. Og resultaterne herhjemme viser med al tydelighed, at dette format også vil fungere på vores breddegrader.

Matas livestream

Selvom vi nærmest ikke er begyndt i vores del af verden endnu, vil den enorme succes, vi har set i Kina, ikke gå ubemærket hen.

Jeg forudsiger, at nye formater til livestreamede e-handelsløsninger og platforme vil bryde igennem her i den vestlige verden 2021.

Gør dig klar til spilkrigen

No touch-teknologier

Everything as a service

Hybrid is the new black

Nationaltkontrollerede valutaer på vej

Farvel til den fysiske tegnebog

Et nyt sundhedsparadigme

Fremtiden for trådløse teknologier

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning