Vi bliver bombarderet med historier om, hvordan digitale løsninger er forudindtagede, manipulerende, polariserede, uigennemsigtige og behandler brugere forskelligt. Eksemplerne er mange: Algoritmer i det amerikanske sundhedsvæsen eller domstolssystem, der favoriserer hvide frem for sorte. Facebooks ulovlige brug af følsomme data til målrettet annoncering, og folk, der bliver afhængige af sociale medier (det anslås, at fem til 10 procent af amerikanerne opfylder kriterierne for afhængigheden af sociale medier i dag).
Senest er der udkommet en ny undersøgelse, som bl.a. viser, at der er en stor gruppe danskere, der er afkoblet fra det digitale liv og en anden stor gruppe, der er lette ofre for manipulation. 76 pct. af danskerne er alvorligt bekymrede over de sociale mediers indflydelse på vores børn og unges psyke.
Jeg skrev første gang om bagsiden af digitalisering i mine tech-forudsigelser for 2020: Tilliden til teknologi bliver udfordret
Og vi er heldigvis nået langt siden da. I dag vil de fleste være enige om, at kunstig intelligens og andre teknologier skal drives retfærdigt, gennemsigtigt og ansvarligt. Data bør indsamles efter behov og kun med fuldt samtykke, og sociale medier skal tage ansvar for dopamin-afhængigheden. Den store opgave foran os er at tænke på, hvordan dette kan omsættes i praksis.
Vi hader at blive stalked
Danmark fører an
Det er her, at Danmark igen fører an. Vi var et af de første lande i verden, der udgav en national strategi for brug af kunstig intelligens og lancerede et dataetisk råd.
Vi er blandt de mest digitaliserede lande i verden, og vi har en lang og stærk designtradition for at sætte mennesket i centrum, når vi designer innovative løsninger. Det har også vist sig at være en god forretning, uanset, om det er i den offentlige eller private sektor, og uanset om vi taler om urbantech-, healthtech- eller greentech-løsninger. Men der er stadig meget lang vej endnu.
I september 2021 udgav Danmark D-mærket. Et nyt mærkningsprogram for it-sikkerhed og ansvarlig brug af data, der skal drive digital ansvarlighed i virksomheder. Gennemsigtighed, pålidelige algoritmer og dataetik er alle indbygget i kriterierne for at modtage D-mærket.
Men det mest interessante danske projekt, der arbejder med at hjælpe virksomheder til at få en holdning til digital etik og udvikle mere etiske digitale løsninger fremad, er lanceringen af Det Digitale Etikkompas.
Det Digitale Etikkompas leveres som et gratis open source værktøjskit, der er designet til at hjælpe virksomheder med at træffe de rigtige beslutninger ud fra et design-etisk synspunkt.
Det består af fem grundlæggende principper og 22 relevante og provokerende etiske spørgsmål, som virksomheder kan debattere. Og endelig er der også et komplet værktøjsset. I Charlie Tango (hvor Tim Frank Andersen er tilknyttet som senior strategisk rådgiver, red.) var vi involveret i udviklings- og testprocessen og har efterfølgende brugt værktøjskassen sammen med virksomheder. Resultaterne har været meget inspirerende.
Digital etik er at gøre det rigtige, selv når ingen kigger
Dette emne er super vigtigt. Vi skal huske, at der er rigtige mennesker – designere, udviklere, programmører bag enhver udvikling af algoritmer, automatisering, datastyring og bag den adfærd, vi ender med at have på nettet i forbindelse med digitale services og platforme.
Etik er ikke et lovkrav. Etik begynder, hvor loven slutter. Etik handler om at stille sig selv spørgsmålet: Bare fordi vi kan, skal vi så?
Jeg forudser, at flere og flere virksomheder vil stille disse spørgsmål i 2022. Ikke kun fordi det er det rigtige at gøre, men fordi det skaber forretningsværdi. Og jeg forudser, at Danmark og danske virksomheder igen vil være globale frontløbere.
Se de tidligere trends her:
Trend nr. 9: Websitet er tilbage
Trend nr. 8: Tiny ML vil revolutionere AI og IoT
Trend nr. 7: Brain Computer Interfaces
Trend nr. 6: Vi er alle Cyborgs
Trend nr. 5: Den store madrevolution
Trend nr. 4: Sig hej til dine nye virtuelle ansatte
Trend nr. 3: Holoportation giver nyt liv til oplevelsesøkonomi
Trend nr. 2: Metaverse – velkommen til den nye digitale verden
Trend nr. 1: Generation Alpha: Den mest socialt isolerede generation til dato