2021: Her er årets mest læste artikler

Peter Engholm,
journalist

En nekrolog, et kampagne-comeback samt mindeord for tre årtiers kampagne. Denne trio topper listen over de mest læste historier på Bureaubiz i år. Se Top10 samt årets boblere her.

Den konstruktive tilgang er, at annoncører og bureauer ikke er historieløse. Og trods alt hævet lidt over, at man aldrig er bedre end sin seneste løsning.

Bureaubiz’ læsere ville i 2021 gerne læse om det, der har præget branchen i årtier og ikke kun det seneste nye. Trist nok skulle der en nekrolog til at understrege dette: Jan Duckerts død i maj markerede et farvel til en af de absolut største skikkelser i den danske marketingverden. Og mindeordene blev i særklasse årets mest læste historie.

Der var også tilbageblik i årets tredjebedst læste historie, men her kunne hovedpersonen selv berette: Thomas Hoffmann så tilbage på 30 års reklamehistorie med Bianco. Det var reelt kreative mindeord, for anledningen var, at skomærket lukker sine sidste butikker. Da var samarbejdet mellem &Co. og Bianco allerede sluttet.

På andenpladsen ligger Wibroe, Duckert & Partners med Tuborg Squash. Også et tilbageblik? Næh, et kig frem. For brandet og bureauet vendte retur med den første store kampagne i otte år. Et kreativt forfriskende comeback, i øvrigt, for kampagnen vandt guld ved sidste måneds True Award.

Hanne Feldthus’ klummer er gennemtænkte og velskrevne … og vellæste. Så ikke en liste som denne uden et bidrag fra hende, se årets nr. 8.

Årets mest læste artikler på Bureaubiz – 2021

  1. Dødsfald: Jan Duckert – den markante forkæmper for skelsættende kreativitet
  2. Første store kampagne for Tuborg Squash i otte år
  3. Bianco lukker. Thomas Hoffmann ser tilbage på 30 års reklamehistorie
  4. Omtalt julekampagne lukker Roccamores sociale medier
  5. Wunderman har rundet en halv mia. i omsætning
  6. Jesper Buch i Sikker Trafik-kampagne: Du ved godt, hvem jeg er, ikk?
  7. Hensynsløs festkultur i stort dansk webbureau
  8. Mads Munk fra M2 kører i Lamborghini, men vil ikke være ved det på DR
  9. Obsidian Digital køber aarhusiansk bureau
  10. Her er de fem sjoveste reklamer herhjemme

Som oftest ved lister er der elementer, man må kigge forgæves efter. Hvor er f.eks. den ekstraordinært kreative jobansøgning? Sådan én var nr. 1 sidste år (spoiler alert: Nick Hvidtfeldt fik i år fast job på Merkle).

Men årets ansøgning var der skam, blot lige uden for Top10 og dermed en af årets boblere: 
CCA-juryen blev udsat for usædvanlig jobansøgning

I 2020 var DSB tæt på  Top10 – det er statsbanerne stadig. Sidste år med tre bureauskift, som man gik stille med, og i år med et bureauskift, som man gik bredt ud med

Og talenterne? I mere end én forstand boblerne. Her var det i særlig grad Pernille Reichstein og Nanna Gjerstrup fra Hjaltelin Stahl, der markerede sig – med næsten hver femte af alle årets shortlister ved YCCA.