Bureaubiz’ store årskavalkade

Rebecca Tronier
bureaubiz@bureaubiz.dk

Juleferien nærmer sig, og årsskiftet står for døren. Det er tid til at gøre status, og hvad bedre til dette end Bureaubiz’ årskavalkade, der samler op på de kreative genistreger, eklatante pinligheder, store vindere og hede diskussioner, som prægede 2018 i reklameland.

Årets reklamestunt
I august plastrede street wear-brandet Supreme selveste New York Post, til med et full wraparound cover med deres logo. Samarbejdet blev kaldt ”historisk”, gjorde avisudgaven til et samlerobjekt og sikrede sandsynligvis Supreme et par ekstra kig i deres, på det tidspunkt, nyudkomne lookbook. Win-win.

Årets tåreperser
2018 har budt på mange patosladede øjeblikke i reklameland, men & Co.s emotionelle SAS-film ’The Arrivals’ ligger top-of-mind hos Bizzen. Filmen, der i øvrigt blev kåret til Ad of the Day hos Adweek, vakte stor begejstring på SoMe og fremprovokerede sandsynligvis også et par tårer hist og her.

 

Årets spacey idé
Trump skød august måned af med endnu en af sine gode idéer: Space Force, et nyt og sjette værn i USA’s militærforsvar. I den forbindelse var POTUS også på udkig efter et nyt logo. Det kastede en del alternative og lettere ironiske forslag af sig. Internettet <3


Den amerikanske grafiske designer Milton Glasers alternative bud er tydeligvis en kommentar til hele Space Force-idéen.

Årets næringsfrie kampagne
Ifølge Arla selv blev kampagnen ’Mælk uden mælk’, som Hjaltelin Stahl står bag, skabt for at belyse, hvordan sundhedsdebatten er løbet af sporet. En gruppe forbrugere, herunder især veganere og dyreaktivister, opfattede imidlertid kampagnens fiktive produkt, der er “100 % fri for næring”, som etangreb mod plantemælk.

Årets musikalske dataoverblik
2019 står for døren, og der skal gøres status over 2018. Derfor dykker musiktjenesten Spotify igen i år ned i deres store datapøl med deres #2018Wrapped-kampagne og giver dig et overblik over dit 2018 i musik: Du er, hvad du hører.

Årets yndlings-fail
2018 var året, hvor Faxe Kondi gik fra at være ”hele Danmarks yndlingssodavand” til ”hele Danmarks ynglingssodavand”. Man skulle ikke tro, det var noget, som kunne få danskerne op af stolene, men jo – landets grammatiknørder strøg til SoMe-tasterne. ”Damn autocorrect!” blev Royal Unibrews redningsaktion på Facebook. De 900 plakater med hele Danmarks “ynglingsdrik” blev dog hængende.

Årets ”what did I just watch?”
Råt, kærtegnende kød, osterejer i navlen og en masse kropslig nydelse. Taxi-appen Mooves sanselige og superspøjse reklamevideoer, skabt af NORD DBB, forsvinder ikke fra vores nethinde lige foreløbigt.

 

Årets selvdestruerende mediestunt
Den famøse graffitikunstner Banksy gjorde endnu engang sin omverden målløs, da hans værk ‘Girl With Balloon’  – få øjeblikke efter at være blevet solgt for den nette sum af 1,3 millioner dollars – viste sig at være selvdestruerende. Makuleringen gik viralt, Banksys værdi steg, og avantgarden sejrede. Sådan da.


Foto: Youtube.

Årets pik-ante kunstværk
Kunstner Carolina Falkholts fem etager høje blå penis, malet på ydersiden af en lejlighedsbygning, var åbenbart for meget for borgerne i Stockholm.


Foto: IBL/REX/Shutterstock.

Årets mest læste artikel
Årets mest læste artikel på Bureaubiz i 2018 er nekrologen over Juliane Meulengracht Bang, én af DK’s første kvindelige bureaudirektører, modtager af ridderkorset ogbestyrelsesmedlem i blandt andet Mary Fonden. Hun afgik ved døden d. 14. marts 2018. Læs, eller genlæs de fine mindeord fra hendes tidligere kollega Carsten Schiott her.


Foto: Stine Heilmann.

Årets hug til branchen
”Reklame er snyd” var den kontante udmelding fra stifter og direktør af mikrobryggeriet Mikkeller, Mikkel Borg Bjergsø. Udmeldingen om, at du ikke har et ordentligt produkt, hvis du er nødt til at lokke kunderne til at købe noget via reklamer, var alligevel mere, end reklamebranchen ville stå på mål for.

Årets forside: Who wore it best?
Times Magazine er typisk selvskrevet vinder af årets forside, men i år går det til årets copycat. I april udkom en ”Gulliver’s Travels”-inspireret udgave af Variety med en fanget og bundet Zuckerberg på forsiden. Den dramatiske forside så dagens lys i kølvandet på ’The Cambridge Analytica Scandal’, som er blevet kaldet ”the darkest chapter in Facebook’s 14-year history”. Et lignende motiv havde imidlertid prydet Village Voice 6 år forinden.


Credit: Village Voice, Variety.

Årets varme julegave
Hvis du mangler inspiration til de sidste julegaver eller bare har 3.500 kr. til overs i årsbudgettet, hvilke du ikke aner, hvad du skal gøre med, så frygt ej længere: Elon Musk og The Boring Company lancerede i år en vaskeægte flammekaster, som med garanti vil ”liven up any party”.

Årets chok, der ikke var et chok, men alligevel chokerede alle
GDPR-forordningen d. 25. maj i år betød, udover stress blandt dataansvarlige og en eksplosion af mails i din indboks, masser af ekstraarbejde for bureauerne og dermed også nye indtægtsmuligheder.

Årets internationale bureau
Både Adweek og Adage har kåret Wieden+Kennedy til årets bureau. Og med god grund: Bureauet, som ifølge Adage er ”gutsy, nimble, digitally innovative, collaborative and fiercely independent”, smed blandt andet Kaepernick-bomben i Nikes jubilæumskampagne tilbage i september.

Årets danske bureau (hvis man kigger på trofæhylden)
Foruden titlen som Årets Bureau ved True Awards er & Co. ifølge Bureaubiz’ vinderliste suverænt det mest vindende bureau i 2018. Opskriften på succesen kan du læse her.

Årets diskussion
Var 2018 året, hvor vi definitivt sagde nej til WHY? Er tiden inde til, at vi dropper glorificeringen af purpose og i stedet fokuserer på at skabe gode produkter? Eller er purpose noget bullshit, som vi ikke kan leve uden? Skal man skelne mellem WHY og purpose? Og hvordan skal man som virksomhed konkret forholde sig til diskussionen? Vi slutter året af med at være enige om at være uenige.


Ifølge Ralf Lodberg, CCO & partner i Advice, kan du som virksomhed tage stilling til WHY ved at vælge mellem strategierne poser, crafter eller magic connector.

Årets rige hanelefanter
Den danske reklamebranche er i fremgang, og for første gang i fem år rundede omsætningen 15,5 milliarder kroner. Hvem der løber af med de største formuer, er der ingen tvivl om: Reklamebaronerne Jan Duckert og Jesper Kunde ligger fortsat og kæmper om førstepladsen.

Årets grin
Landbrug & Fødevarers store plan for 2018 var at revitalisere grisen. Eller de ville i hvert fald have os til at sige gris til svinet. Derfor lavede man en to-minutter lang brandingfilm, som udelukkende skulle bruges internt. Men videoen slap ud på internettet, og så løb #grisegaten løbsk.

Årets rebranding
2018 var også året, hvor sorte Dong blev til grønne Ørsted. Rebrandingen blev mødt med stor begejstring, og udover en juridisk navnestrid med H.C. Ørsteds efterkommere var der næsten ingen kritikere at finde. Det var dog nok alligevel de færreste, der havde regnet med, at navneskiftet ville ændre energiselskabets ry og image lige med det samme. Ikke desto mindre lader det til, her 11 måneder senere, at danskerne har glemt alt om miljøbelastende Dong og salget til Goldman Sachs.

Årets bureauskifte
Det siger næsten sig selv, at branchen fik lidt af en overraskelse, da Mona Juul, efter 20 år hos Envision, forlod direktørposten for at gøre karriere som politiker. Held og lykke fra Bizzen.

Hvad kendetegner 2018 for dig?